Bag forkortelsen ABMA gemmer organisationen Animal Behavior Management Alliance sig, der i disse dage afholder deres årlige konference. For første gang er det i Danmark, og jeg er med. Konferencen henvender sig bredt, men det er mest Zoo-folk, der er med, og så er vi nogle enkelte hundemennesker. I går var den første dag med oplæg, og jeg vil lige give et hurtigt rids over, hvad vi hørte om.

Konferencen åbnede med et oplæg fra Ken Remirez, som gav et historisk perspektiv på det at træne dyr. Lige fra kejsere og faraoer for tusindvis af år siden begyndte at have eksotiske dyr, har der været en eller anden form for træning. I løbet af 1960’erne kom der en modstand mod dyr i fangenskab. Kritiske røster ville have forbudt dyr i cirkus, fordi de mente, at det var mishandling at have dyr til underholdning. Ken Ramirez fortalte, at en række studerende i England havde undersøgt forskellen mellem de dyr, der var i zoologiske haver, hvor man jo forsøgte at give dyrene så naturlige leveforhold som muligt og så cirkus, hvor dyrene blev trænet, hvilket blev betragtet som uværdigt. Det er meget muligt, at trænerne i cirkus har været alt andet en gode ved deres dyr, men kritikerne valgte at have fokus på træning. Undersøgelserne viste, at de dyr der var i cirkus havde det langt bedre, end de der var i zoologiske haver. De trænede dyr var sundere på flere forskellige parameter.

Det er en sød historie, som har et meget vigtigt budskab. Træning kan og bør være med til at øge alle dyrs velfærd.

Et meget interessant oplæg handlede om høns. En phd-studerende fra USA havde undersøgt, hvorvidt høns ville foretrække træning frem for at få maden serveret frit. Hun havde gjort sig nogle gode tanker og havde testet det via tre forskellige præferencetest. Hun fandt ud af, at hønsene generelt hverken foretrak det ene eller det andet og havde i begyndelsen været skuffet over resultatet, men som hun konkluderede, så kan man også vende det om og sige, at da de var ligeglade, så er træning (klikkertræning) i hvert fald ikke aversivt. Hun fortalte selv, at der var en række fejlkilder, men undersøgelsen var alligevel interessant.

Et sidste oplæg, jeg lige vil fortælle om, er meget hunderelevant. Det blev holdt af en østrigsk pige og handlede om hendes træningsprotokoller for at træne hunde, der kan alarmere, hvis ejeren har for højt eller lavt blodsukker, altså en slags diabetes-hund. Det var super interessant, og vi var en del tilhørere, der måtte knibe en lille tåre, da en vi så billeder af alle de primært børn, hundene kom ud til.

I dag skal vi alle samme til København Zoo og se en masse træning – mere om det senere.

Fornylig fik jeg en opringning fra en tidligere kursist, som i den grad fik mig op af stolen. Opringningen handlede om hundeleg. Det er helt essentielt, at hvalpe lærer at omgås og lege med andre hunde. Men, for der er et meget stort men, leg mellem hunde kan også skabe store problemer for den enkelte hund. Der findes to meget udbredte og skadelige myter i forhold til hundeleg. Den første myte handler om, at hunde, der ikke er så gode til at omgås og hilse/lege med andre hunde, ”bare” skal socialiseres noget mere. Det var sådan en hund, min kursist ringede om. Hendes hund er voldsom, når den møder andre hunde, og min kursist fortalte, at hun nok havde været for dårligt til at give sin hund tilstrækkelige muligheder for at være samme med andre hunde, mens den var hvalp og unghund. Nu er hunden blevet så voldsom, at hun ikke rigtigt har lyst til at lade den hilse på andre. Hun ringede, fordi hun var blevet anbefalet at gå til hundeleg med sin hund og ville høre min mening. Den fik hun, og den får I så også her. Hos Hund & Træning har vi en helt klar holdning om, at hunde skal føle, at de har kontrol over de handlemuligheder, de har i deres liv. Det er den grundtanke, der ligger bag empowerment. Den tanke gælder ikke kun i træning af hunde, men i høj grad også i forhold til mødet med andre hunde. Det at gå til hundeleg kan være et super godt supplement til almindelige gåture og træning. Jeg er på ingen måde imod organiseret hundeleg, så længe det foregår på hundenes præmisser. Hunde, der er dårlige til at hilse på andre hunde, mener jeg dog ikke hører hjemme i hundeleg! Der er to årsager til, at det kan være en rigtig dårlig ide. For det første kan du overveje, om de hunde, der skal stå model til hund, der er mangler sociale færdigheder, som f.eks. evnen til at hilse fornuftigt, bryder sig om det. Mødet mellem dem kan ofte ende med en grad af aggressiv adfærd fra en af de andre hunde. Nogle tænker så, at hunden der er alt for meget i hilsesituationen har godt af at blive sat på plads, det kommer jeg til om lidt. Den hund, der sætter en anden hund på plads, har absolut ikke godt af det. Vi kan skabe aggressionsproblemer hos en ellers velfungerende hund, ved at udsætte den for mange socialt usikre hunde. Hunden lærer, at andre hunde ikke kan finde ud af at hilse pænt, og at det kan svare sig at sige fra med det samme. ”Angreb” bliver det bedste forsvar. Har du en velfungerende hund, bør du altså ikke være interesseret i at lade den stå model til alt for mange dårlige situationer. Hvad med den hund, der måske på grund af for lidt social kontakt overdriver sin hilsen, den lærer da at dæmpe sig. Måske, men det kommer meget an på den enkelte hund, og det er på ingen måde sikkert. En del af de hunde, der er dårlige til at hilse, er det, fordi de er frustrerede over ikke at kunne komme hurtigt nok over til de andre hunde. Det at blive sat på plads af en anden hund, lærer kun hunden, at mødet med en anden hund kan være ”farligt”, og det der før var frustration bliver nu blandet med følelsen af usikkerhed. De to følelser kan meget hurtigt blive en kedelig cocktail. I min funktion som adfærdsrådgiver har jeg set en del hunde, som er blevet værre pga. organiseret hundeleg. Har du en hund, der er dårlig til at hilse på andre hunde, så undgå organiseret hundeleg. Se om du kan finde en sød velfungerende hund at gå tur sammen med. Først i snor og med god afstand og over flere ture gradvist tættere og tættere på hinanden. Det er en meget mere skånsom og sikker måde at introducere to hunde til hinanden. Søg evt. professionel hjælp, hvis problemet er stort, der kan være mange årsager til, at en hund er dårlig til at hilse på andre. Den anden myte omkring hundeleg handler om, at ”hundene skal klare det selv”. Den sætning får mig til at springe op som en trold af en æske. Lad mig spørge, har du lyst til at lade dit barn (virkeligt eller fiktivt) være løs i en skolegård eller børnehave uden, at der var en voksen til stede til at gribe ind? Børn og hunde kan lære at klare forskellige typer af konflikter selv, med fed understregning på LÆRE! Jeg har som adfærdsrådgiver set en del hunde, der var aggressive overfor andre hunde. En stor del af disse hunde har den samme historie. De har fået lov til at lege med andre hunde og har skullet løse problemerne selv – ofte som hvalpe. En hvalp, der bliver tromlet af andre hvalpe/hunde, lærer kun én ting, og det er, at andre hunde er farlige. Som ung vil det ofte betyde, at hvalpen trækker sig, søger til sin ejer (som ikke hjælper, for hvalpen skal jo klare det selv) eller at hvalpen på anden måde forsøger at komme ud af situationen, ofte ved at løbe. Efterhånden som hvalpen bliver kønsmoden, kan der ske et skift, så hunden i stedet for at trække sig, begynder at udvise aggressiv adfærd (knurre, gø, lave udfald i linen) mod andre hunde. Hos nogle af dem, der tilbyder organiseret hundeleg, gælder den regel, at ejerne ikke må blande sig. Lad mig sige det her højt og tydeligt: Du er din hunds advokat. Du kender den bedre end nogen anden, og INGEN skal tage din ret til at sige fra på din hunds vegne fra dig! Hverken mennesker du møder på gåture, din træner, din dyrlæge eller nogen som helst andre. Uanset om du er førstegangshundeejer, og dem du snakker med har haft hunde i årevis eller på anden måde har stor erfaring med hunde, så kender du din hund bedst. Føler du, at din hund er ved at lide overlast, så stop det. Vil du gerne gå til organiseret hundeleg, så er den første regel derfor, at det sted du har kig på, ikke forsøger at fratage dig din ret til at blande dig. Får du at vide, at du ikke må blande dig, og at de nok skal blande sig, hvis det skulle blive nødvendigt, så sig pænt tak for besøget. Det ikke at blande sig kan føre til alvorlige mentale traumer hos hunden. Se flg. video fra Sue Sternberg (greatdogproduktions). Der er ingen af de hunde, der befinder sig i den hundegård, der efter min mening burde være der: http://youtu.be/z18_TAYooHo Hundeleg foregår bedst på store arealer, hvor der også er noget, hundene kan snuse til. Gerne med få hunde, dvs. under 6-8, alt afhængigt af alder, og hvor godt de kender hinanden i forvejen. Bevægelse er godt, så bevæg dig rundt på arealet. Alle hunde skal se afslappede ud, der skal være rolleskift i legen, så det ikke hele tiden er den samme hund, der bliver jagtet eller ligger nederst. Der skal være pauser, hvor hundene f.eks. snuser sammen. Hold hele tiden øje med din hund. Leg kan hurtigt skifte karakter, så selvom det ser ok ud til at begynde med, er det ikke sikkert, det bliver ved. Prøv at se flg. video. Kan du se, hvornår legen skifter til ikke at være sjov for den ene af de to hvalpe, der leger sammen? http://youtu.be/gAqajxFygY8

I min familie er det primært (læs udelukkende) mig, der tager mig af vores tre hunde. Min mand kan godt lide hunde og nusser også gerne med dem, men alt andet er normalt mit domæne. Det billede har ændret sig en lille smule i løbet af de sidste par år.

Det hele begynder med, at min mand får lov til at låne vores mellemste hund Lilli, når han tager på jagt uden mig – jeg underviser en del i weekenderne, så det er ikke altid, jeg selv kan komme med. Lilli er generelt super lydig og løber ikke efter hverken harer eller rådyr, så selv med min mands begrænsede evner ud i hundetræning, var jeg nogenlunde rolig, første gang jeg lod ham tage Lilli med uden mig. Og med nogenlunde rolig mener jeg, at han ”kun” fik proppet lommen fuld af godbidder og legetøj samt besked om, hvordan han skulle huske at belønne hende, før han kom ud ad døren. Det går godt, så det bliver en fast aftale. Hvis ikke jeg skal bruge Lilli som demohund, kan han tage hende med, når han er på jagt.

På en af de sidste jagter i 2013 kommer min mand hjem fra en jagt, hvor han har haft Lilli med, helt høj. Han fortæller glædestrålende, at Lilli har gået spor efter et anskudt rådyr (et dyr er i teorien anskudt indtil det er fundet). Den jæger som har skudt dyret er ikke i tvivl om, at dyret er dødeligt såret, men det er løbet og han kan ikke lige se hvor det er. Min mand kom forbi, idet jægeren er på vej ud for at lede efter dyret og spørger, om han ikke skal sætte Lilli på sporet. Det her er første gang i den historie, at jeg mærker min hage ramme brystet i chok. Lilli har måske gået spor 6-7 gange i sit liv, og de første tre gange var hun under 8 uger gammel. Min mand fortsætter med at fortælle, at Lilli går sporet – ikke fuldstædigt lige (virkelig!!!) – men hun finder dyret, som faktisk stadig er i live, men så svagt, at det ikke rejser sig. Min mand fortæller, at han dækker Lilli af, så jægeren kan aflive dyret. Det er så her, jeg er ved at ramme loftet: ”Du lader en jæger skyde hen over hovedet på min hund??!!!”. ”Nej, da! Jeg dirigerede hende da ud til siden og dækkede hende af – og hun vippede ikke engang med ørerne, da skuddet lød” lyder det meget fornærmede svar fra min mand. Er der nogen schweiss folk, der læser det her og korser sig – så er jeg helt enig! Men min mand var pavestolt af ”sin” hund.

I det her efterår har vi så været på jagt igen, og min mand begynder igen at snakke om det der med sporarbejde. Jeg har kun en meget rudimentær viden om sporarbejde, og det er desuden ikke det smarteste at skulle undervise sin egen mand. Heldigvis har jeg en trænerkollega, Camilla Dindorp, som gør sig i det der med spor, og under en snak med hende tilbyder hun, at min mand kan komme på et lille sporhold, hun har oprettet. Jeg kommer hjem efter selv at have undervist den første gang min mand har været til sportræning. Han er vildt begejstret. Han har sågar lagt et lille spor, lige da han kom hjem fra træningen og har nu ventet 6 timer, så han kan gå det nu, hvor jeg er kommet hjem. Og nej, min mand har ingen forståelse for det med at sætte kriterier, men Lilli går sporet fuldstændigt uden problemer. Nogle uger efter er der træning igen, og også denne gang går det også super med Lilli – min mand er hooked. Camilla er så sød at videofilme to af de spor, min mand går med Lilli, og du kan se dem her – vær opmærksom på, at det er filmet med et kamera på maven, så søsyge er ikke helt udelukket.

Vi har haft travlt – mig med at undervise og min mand med at underholde vores børn, så det er ikke blevet til så meget her i løbet af vinteren, men mon ikke han skal ud og gå et par spor, når vejret bliver bedre, og det kan lade sig gøre at gå, uden at det er bælgmørkt.

Jeg har lige haft teoriaften for mit nye hvalpehold, og for et par uger siden begyndte vores 13. hold af klikkerinstruktøruddannelsen. I begge tilfælde har jeg ladet mine kursister lege en bestemt klikkerleg, som vi hos Hund & Træning næsten altid har med, når vi introducerer principperne i det at klikkertræne. Der er flere pointer med den her øvelse, men lad mig lige forklare øvelsen i tilfælde af, at der er nogle læsere derude, som ikke kender den.

Kursisterne bliver delt op, så de er to og to. Én skal være træner, og én skal være ”hund”. De får udleveret fire forskellige duploklodser og en klikker. Den kursist, der skal være træner, skal finde på en opgave, den kursist, der er ”hund”, skal lære med klodserne. Reglerne er enkle. Træneren skal klikke ”hunden” (som kun skal bruge én hånd, ellers bliver det lidt for kompliceret) til at udføre den ønskede opgave. Opgaven kunne f.eks. være at sætte en blå klods oven på en rød, som igen skal oven på en gul. Træneren må ikke sige noget (hverken ”nej”, ”ups”, eller lign.), og ”hunden” skal, med kun klikkeren som feedback, løse opgaven.

I de fleste tilfælde går den her del af opgaven nogenlunde smertefrit. ”Hunden” får i de fleste tilfælde løst opgaven, mere eller mindre hurtigt afhængigt af trænerens evner til at time klikket korrekt. Når begge kursister har været både ”hund” og træner, twister jeg opgaven en smule og giver en af kursisterne en sværere variant, de skal lære deres ”hund”. Den opgave er typisk noget med, at ”hunden” skal gøre noget anderledes med én bestemt klods. F.eks. tage den blå klods og sætte den på hovedet, på gulvet, sit lår eller på et bord. Denne type opgave gør lige pludselig legen meget anderledes, og jeg ser ofte væsentlig mere frustration, når kursisterne træner den her type opgave. Jeg har en helt bestemt pointe med at give kursisterne denne type opgave. Det handler om det at få den rigtige ide – dvs. evnen til at kunne tænke ud af boksen. Hvorfor er denne variation ofte så svær? Det skyldes vores forventning til, hvad man skal gøre, når man har med klodser at gøre. Vores første tilskyndelse, når vi har fire klodser til rådighed er, at vi skal bygge noget, for klodser er da til for at blive bygget med. Med mindre vi som ”hund” tænker ud af boksen, kan det være meget svært for træneren at få ”hunden” på andre tanker. De personer der skal gætte opgaven, forsøger ofte et utal af kombinationer, og kan være meget vedholdende i deres forsøg, også selvom de stort set ikke får nogen klik. Med det følger ofte en del frustration. Det kræver evnen til tænke kreativt, enten som træner eller som ”hund”, hvis man skal have opgave løst uden alt for meget frustration. Som træner kan man, hvis man enten har viden eller evne til at tænke kreativt, gøre opgaven lettere ved at ændre det setup, vi begynder med. I min snak med kursisterne efter jeg har stoppet legen, gør jeg ofte et nummer ud af at fortælle, at jeg aldrig har sagt, at alle klodser skulle være tilgængelige. Ved at ændre på setuppet og i det her tilfælde f.eks. kun at have én klods tilgængelig, er det væsentligt lettere for ”hunden” at få den tanke, at klodsen kan bruges til noget andet end at blive sat sammen med andre klodser.

Den samme problematik kan opstå, når vi træner vores rigtige hunde. Vi kan uden at ville det komme til at sætte hunden i situation, hvor hunden vil ”bygge med klodser”, og vi vil ”have klodsen på gulvet”. Vi kan selvfølgelig forsøge at gøre det lettere for hunden, ved at ændre på setuppet på en sådan måde, at hunden får lettere ved at udvise adfærd i den ønskede retning, men det er ikke altid nok. Nogle variationer er sværere, fordi hunden simpelthen ikke kan få den rigtige ide. Skal du f.eks. lære en utrænet hund at stikke hovedet ind i noget (f.eks. en spand), så kan du formodentligt hurtigt få hunden til at forstå, at hovedet skal ind i spanden. Men hvad hvis du gerne vil have, at den fastholder hovedet inde i spanden? Når du tilbageholder klikket, skal hunden få den ide, at det er fastholdelse, du ønsker og ikke alt muligt andet. Det er ikke sikkert, at hunden overhovedet overvejer, at fastholdelse er en mulighed – ideen opstår simpelthen ikke. Til gengæld risikerer du at få al mulig anden adfærd, når du hæver dit kriterie, og fordi forsøgene ikke bliver belønnet, medfører det ofte en del frustration hos hunden. I andre tilfælde kan andre øvelser være en forudsætning for at få det til at lykkes. I det her tilfælde, kan det f.eks. være en ide at have lært hunden konceptet ”fastholdelse” i en øvelse, hvor det er lettere at forstå, så hunden kan komme på den ide, når du hæver kriteriet i andre sværere øvelser.

Kun ved at træne med vores hunde og have fokus på både at få lavet det rette setup og på at få lært hunden den basiskompetence, at variation kan svare sig, kan vi gøre træningen lettere for både hund og træner. Vi skal med andre ord have fokus på at få hunden til at forstå begrebet variation i en meget bred forstand. Så snart den evne er på plads, glider træningen ofte meget lettere. Når en kursist har prøvet klikkerlegen og har lært, at han/hun kan gøre andet end at bygge med klodser, er der næsten ingen ende på, hvor let det er at få al muligt adfærd frem, f.eks. tag klodsen, rejs dig og gå over og sæt den på en lampe. En adfærd der er næste umulig at få frem, hvis den, der leger ”hund”, ikke først har lært at tænke mere varieret.

Prøv evt. selv at træne denne klikkerleg med andre du kender – gerne forsvarsløse familiemedlemmer og venner, der ikke er klikkerkloge.