I mit sidste blogindlæg skrev jeg om betydningen af grundtræning. Det er et område, jeg aldrig bliver træt af at beskæftige mig med. Ved at give hunden en god og sammenhængende grundtræning, klæder vi den godt på til at kunne indgå i samarbejdsrelationen med os og til efterfølgende at kunne lære de øvelser, vi vælger at arbejde med. Parallelt med at have fokus på grundtræning, synes jeg, at det er vigtigt, at vi altid har for øje, hvordan hundens følelsesmæssige tilstand er, når vi arbejder med den. Her tænker jeg på flere forhold. Både usikkerhed og frygt, frustration, stress og indtryk der distraherer hunden kan være årsag til, at hunden er i en følelsesmæssig tilstand, hvor det er svært at få træningen til at fungere. Hunden har svært ved at koncentrere sig, hvilket giver afbrydelser og dermed et dårligt flow i træningen. Det fører til begrænset indlæring og som regel også frustration og evt. irritation hos træneren.

• Utryghed og frygt kan være forårsaget af en lang række forhold, både her og nu og i hundens baggrund. Det kan f.eks. handle om genetik, manglende socialisering, ubehagelige oplevelser som f.eks. medfører frygt for andre hunde, sygdom, smerter, og hundens hormonelle tilstand. Hundens genetik kan vi ikke ændre på, men der er gode muligheder for at ændre på hundens frygt for f.eks. andre hunde, nye steder eller fremmede mennesker, så den kan blive mere veltilpas f.eks. ved træning sammen med andre.

• Frustration hos hunden kan også have en række årsager. Det kan f.eks. handle om, at hunden gerne vil hilse på de andre hunde eller mennesker på holdet, eller at den ikke kan finde ud af at løse træningsopgaven og dermed ikke får ret mange belønninger, selvom den prøver og byder ind med adfærd. Begge dele kan vi gøre noget ved. Vi kan både sikre, at hunden får opfyldt sine basale sociale behov og lære den selvkontrol i mødet med andre, så den ikke bliver stresset og frustreret i mødet med hunde og mennesker. I forhold til selve træningen kan vi blive gode til at planlægge træningen og sætte kriterier, så vi hele tiden sikrer en høj succesrate for hunden.

• Hundens generelle stressniveau i træningen kan f.eks. hænge sammen med forhold, som at hunden er understimuleret i hverdagen, at den er fysisk utilpas pga. smerter, at den er blevet belønnet for at plage for opmærksomhed, eller at det grundlæggende stressniveau i træningen er for højt, fordi hunden bliver kørt op i træningen, enten med brug af korrektioner, eller hvis belønningerne bliver brugt til at køre hunden op i et meget højt gear, uden at træningen generelt er balanceret. Alle disse forhold kan vi ændre på, så hunden generelt bliver mere afbalanceret og dermed langt bedre modtagelig for ny læring.

• Hunden kan f.eks. have svært ved at koncentrere sig i træningen pga. manglende grundtræning, så den ikke reelt har forstået, hvad træningslegen går ud på, eller den kan blive usikker/utryg, frustreret eller stresset over indtryk fra omgivelserne. Igen er der tale om forhold, vi kan ændre på, så vi kan hjælpe hunden til at være i bedre følelsesmæssig balance og dermed have bedre koncentration i træningen.

Vi taler i mange sammenhænge om, hvilke træningsfilosofier, -strategier og metoder der er de bedste. Det kan f.eks. være forskellen på lokketræning og klikkertræning, brug af markørsignaler, shapingstrategier og kriteriesætning, og metoder til indlæring af plads, apport og fremsending osv. Men hvis hunden ikke er træningsparat rent følelsesmæssigt, har vi ikke meget gavn af selv de bedste filosofier, strategier og metoder. Det første forhold vi altid skal kunne tjekke af på vores mentale tjekliste må derfor være, at hunden følelsesmæssigt er i god balance – på samme måde som den selvfølgelig skal være i god fysisk stand. Fælles for alle de omtalte områder er, at vi kan være proaktive og gøre noget for at hjælpe hunden til at være følelsesmæssigt afbalanceret og veltilpas i træningssituationen og dermed give os selv og hunden bedre forudsætninger for at få det optimale ud af træningen. I nogle tilfælde kræver det en ændring af nogle underliggende forhold eller en træningsmæssig indsats for at ændre på hundens følelsesmæssige tilstand i bestemte typer af situationer. I andre er det tilstrækkeligt at ændre lidt på selve træningssituationen, f.eks. ved at vi holder større afstand til de andre hunde eller selv er fuldt engagerede og nærværende i træningen. God træning derude – nu hvor det skønne forår er lige på trapperne J.

I mit arbejde med undervisning i mange forskellige regi, med adfærdsbehandling og i min egen træning og udveksling med andre om træning, bliver jeg konstant mindet om, hvor vigtigt det er at arbejde med grundtræning af vores hunde, før vi går i gang med at arbejde med de mere avancerede øvelser. Ideen om grundtræning er en af mine kæpheste, og for mig er det af afgørende betydning, at vi klæder vores hunde godt på til at kunne indgå i en samarbejdsrelation med os – uanset hvilken retning hundens videre uddannelse skal tage.

Ved at arbejde med grundtræning, lærer vi vores hunde den systematik, eller de regler om man vil, som vores træning er baseret på. Hvis hunden ikke kender træningslegens systematik eller mangler nogle grundlæggende kompetencer, kan vi ikke forvente, at den er i stand til at løse de opgaver, vi stiller den. Som jeg ser det, er grundtræningen det fundament, som vores videre træning bygger på. Den indeholder de redskaber, som hunden har brug for, når vi skal uddanne den inden for et givent område. Når vi skal lære at læse, lærer vi først alfabetet og derefter at læse korte ord. Derfra kan vi lære at læse sætninger og efterhånden mere sammenhængende tekst. Hunden har også brug for at lære sit alfabet at kende, dvs. den skal tilegne sig nogle grundlæggende kompetencer, som gør den i stand til at indgå i samarbejdet med os i træningen, når vi ønsker at lære den de øvelser, der indgår i den form for træning, vi har valgt at arbejde med.

Jeg har i mange år haft den tanke, at meget hundetræning begynder det forkerte sted. Fokus er på de færdige øvelser i hundens tidlige træning i stedet for på at lære hunden nogle underliggende kompetencer, der gør det let for den at indgå i samarbejdet og på sigt lære de mere avancerede øvelser. Hundetræning består et langt stykke hen ad vejen af koncepter, og i grundtræningen kan vi lære hunden nogle brugbare koncepter, der vil gøre den videre træning lettere for både hund og træner.

• Tjek-ind konceptet lærer hunden selv at vælge træningen og træneren til og dermed at fravælge forstyrrelser i omgivelserne. Det er en forudsætning for, at vi har en hund, der har lyst til træningen og ikke lader sig distrahere af omgivelserne.
• Konceptet at lege med træner med legetøj lærer hunden, at samvær med træneren har høj værdi. Det styrker de sociale bånd mellem menneske og hund, og det giver os samtidig en fantastisk mulighed for at benytte leg og legetøj som belønning i træningen.
• Konceptet at byde ind med adfærd og variere adfærd er helt centralt, hvis vi ønsker en hund, der tænker selv og er en aktiv deltager i indlæringsprocessen. Det klæder hunden på til at arbejde med shaping, hvor vi netop har brug for, at hunden prøver sig frem, når vi tilbageholder markør og belønning, når vi hæver kriterier. Uden denne kompetence ender vi ofte med en hjælpeafhængig hund, der bliver stresset og enten melder sig ud af træningen eller kører op i en spids, når den ikke kan finde ud af, hvad den skal gøre for at få sin belønning. Initiativtræningen balanceres med rotræning, så vi har styr på både aktivitet og ro i træningen.
• Vedholdenhed som koncept hænger tæt sammen med det at tilbyde og variere adfærd, men det kan også betragtes som en separat kompetence, som vi kan lære hunden tidligt i dens uddannelse. Når hunden lærer at være vedholdende, vil den være godt rustet til at klare nye udfordringer, hvor den skal prøve sig frem og ikke får belønning for alle sine forsøg. Uden vedholdenhed er der stor sandsynlighed for, at hunden giver op, når den ikke lige kan knække koden til en ny type opgave i træningen.
• Targeting er for mig et af de absolut vigtigste redskaber og koncepter i træningen. I grundtræningen lærer hunden de basale targetøvelser, snudetarget og potetarget, og det at fastholde targetadfærd. Targettræning tjener i min optik flere formål. Det styrker hundens forståelse af at byde ind med adfærd, og det er et fantastisk godt redskab til at igangsætte indlæring af nye øvelser. Når hunden har forstået det grundlæggende koncept med targeting, ”rør ved genstanden og fasthold kontakten indtil markørsignalet bliver præsenteret”, kan vi udvide med en lang række andre targetøvelser, som kan bruges i hundens videre uddannelse.
• Frivillig selvkontrol er et koncept, der er en forudsætning for, at hunden kan koncentrere sig om træningen og ikke have ”tunnelsyn” på belønningerne. Samtidig øger det hundens evne til at holde fokus på træneren og kunne ignorere forstyrrelser og fristelser i omgivelserne. Uden denne kompetence oplever mange trænere, at hunden er meget fokuseret på belønningerne eller på spændende indtryk i omgivelserne og ikke kan koncentrere sig om selve opgaven i træningen.
• Kropskontrol og kropsbevidsthed er forudsætningen for træning af rigtig mange øvelser. Uden grundlæggende træning af en række motoriske færdigheder og en bevidsthed hos hunden om, hvad den gør med sin krop, er det ofte svært at indlære nye øvelser i hundens videre træning.

Der er mange flere koncepter i hundetræning, som vi indlærer, når hunden har lært træningens helt grundlæggende systematik at kende. Det gælder f.eks. at blive på stedet, at samle en genstand op og holde fast på den eller at følge en dirigering.

Hvis vi tager de analytiske briller på, når vi arbejder med træning, oplever jeg, at træningsproblemer i mange tilfælde snarere handler om manglende grundtræning end om metode mht. indlæring af en given øvelse. Hvis hunden mangler nogle af de grundlæggende kompetencer, vil det være svært at lære den en mere avanceret øvelse, selvom den metode, der bliver anvendt, er rigtig god. I den slags tilfælde er den mest effektive strategi at gå tilbage i træningen og styrke de områder, hvor hunden mangler de grundlæggende kompetencer og derfra at arbejde videre med indlæringen af den ønskede øvelse.

Da jeg fik ny hund i slutningen af 2014, var mit træningsmæssige mål i første omgang konkurrencelydighed. Men før jeg ville gå i gang med det, skulle grundtræningen være på plads. Den første del af min træning med Joey handlede derfor om de forskellige koncepter i grundtræningen. Som jeg tidligere har fortalt om her på bloggen, kom der nogle gevaldige bump i vejen for mine planer om at arbejde med konkurrencelydighed, da Joey blev opereret for ledmus i begge albuer 11 måneder gammel og skulle igennem en lang periode med genoptræning. Det, der er interessant i denne sammenhæng, er, at det har vist sig, at Joeys grundtræning har dannet et fantastisk udgangspunkt for al den træning, som jeg har arbejdet med i de fem måneder, der er gået siden hans operation. Jeg har gjort fysioterapien til samarbejdstræning, vi har arbejdet med en masse kropskontrol og en lang række samarbejdsøvelser, der både har fungeret som mental stimulation og som relevante redskaber for fysioterapien, og vi har arbejdet med små momenter af lydighedstræningen. Alt sammen med afsæt i den grundtræning, jeg havde givet Joey i de første måneder, hvor mit fokus fremadrettet var på konkurrencelydighed. Uden den grundtræning ville det ikke have været så ukompliceret at skifte spor og have fokus på en lang række øvelser, der er helt anderledes, end dem jeg normalt har arbejdet med i min træning.

Der er mange måder at indlære forskellige øvelser på i vores træning. Det gælder også næseprøven i DKKs lydighedsprogrammer, som er en færtdiskrimination, hvor hunden skal finde og apportere en træpind med ejers fært mellem en række andre identiske træpinde, som ikke har ejers fært. Jeg har tidligere brugt den såkaldte ”bunkemetode” til at lære mine hunde øvelsen. Der er ingen tvivl om, at det er en god metode, men for hunde der er mere fokuserede på apportering end på at søge, kan det give nogle problemer med uønskede optag af de pinde, som hunden skal fravælge. Mange hunde kan godt lide at tygge på de små træpinde eller at samle flere op på en gang, hvilket giver problemer i indlæringen af næseprøven.

På mine diskriminationskurser har jeg brugt et system med en række glas, som det udvalgte færtemne og en række afledningsfærtemner er blevet lagt i. Fordelen ved den metode er, at hunden kan undersøge færten uden at have mulighed for at tage fat i færtemnerne. Det forebygger uønskede optag i indlæringsprocessen og hjælper hunden til at holde fokus på søgedelen i øvelsen.

I min træning af næseprøven i dag har jeg valgt at arbejde med glasmetoden, så alle pinde, både den med min fært og de rene pinde uden min fært, ligger i glas. Hunden kan dermed snuse til pindene, men den har ikke mulighed for at tage fat i pindene og enten ”smage” på dem eller samle dem op. På den måde er det let at skille øvelsen helt i to dele – en søgedel og senere en apporteringsdel. Her vil jeg beskrive brug af glasmetoden til at indlære søgedelen af næseprøven. Jeg har brugt en træramme med plads til seks glas i det meste af min træning, da det sikrer, at glassene ikke vælter, hvilket giver et mere kontrolleret og roligt setup. Jeg har fulgt følgende trin i min træning:

1. Første trin i indlæringen er at skabe en association mellem pinden med min fært og adgang til belønning. Jeg lader hunden dutte på pinden for klik og belønning. Først holder jeg pinden i hånden. Senere holder jeg pinden ned mod underlaget, og til sidst lægger jeg pinden på underlaget og lader hunden dutte på den.
2. I næste trin lægger jeg pinden med min fært i et glas, der er så højt, at hunden ikke kan få fat i pinden. Hunden får nu klik og belønning for at snuse ned i glasset med pinden. Jeg holder først glasset lidt på skrå for at gøre det let for hunden at snuse ned i glasset. Gradvist sænker jeg glasset ned mod underlaget og sætter det på gulvet, hvor hunden fortsat får klik og belønning for at snuse ned i glasset.
3. Nu skal hunden til at lære at diskriminere mellem flere glas. Først sætter jeg glasset med pinden med min fært op foran to-tre tomme glas, så den har stor chance for først at møde glasset med pinden. Hvis hunden søger hen over de tomme glas, venter jeg til den af sig selv vender tilbage til glasset med pinden med min fært og giver klik og belønning for det.
4. De tomme glas og glasset med pinden med min fært bliver nu flyttet rundt, så hunden lærer at tjekke alle glas for at finde pinden med min fært. Antallet af glas kan udvides til fem eller seks, når hunden sikkert finder glasset med pinden med min fært og fravælger de to eller tre andre. Ved hver ny repetition af øvelsen flytter jeg rundt på glassene. Jeg rører ved ydersiden af alle glas hver gang, så min fært er ligeligt fordelt på ydersiden af glassene. På dette stadie begynder det at blive tydeligt, at hunden snuser længere tid eller dybere ned i glasset med pinden med min fært. Nogle hunde slikker også ned i glasset i denne fase, hvilket plejer at forsvinde igen, når hunden har lært en fastholdt markeringsadfærd. Jeg lærer på dette tidspunkt også hunden en fastholdt snudemarkering på en næseprøvepind med min fært, der ligger på jorden, så hunden lærer, at det kan betale sig at fastholde markeringen, når den finder pinden med min fært.
5. Når hunden kan finde og markere glasset med pinden med min fært blandt fire-fem tomme glas, begynder jeg at lægge rene pinde uden min fært i de andre glas. Først en enkelt og gradvist flere, indtil der er pinde i alle glas: det ene med pinden med min fært og resten med rene pinde. Jeg flytter fortsat rundt på glassene ved hver nye repetition, så hunden skal tjekke glassene for at finde glasset med pinden med min fært. Hvis hunden har lært en fastholdt markeringsadfærd på en næseprøvepind, der ligger på jorden, vil den på dette stadie begynde at fastholde markeringsadfærden ved at blive stående og holde snuden over/ned i hullet på glasset, når den finder pinden med min fært.
6. Nu lægger jeg et par rene pinde ovenpå rammen og har stadig glas med pinde i hullerne i rammen. Hunden lærer nu, at pindene kan ligge tilgængeligt, uden at den behøver at samle dem op. Pinden med min fært er stadig i et glas i denne fase.
7. Jeg lægger gradvist flere pinde ovenpå rammen og til sidst også pinden med min fært. Hvis hunden har lært en fastholdt markeringsadfærd, vil den nu markere på pinden med min fært, der ligger oven på rammen. I denne fase kan de tomme glas enten stadig stå i rammen, eller de kan fjernes. Det gør ikke den store forskel for hunden, da den nu forholder sig til pindene, der ligger ovenpå rammen.
8. Alle pinde kan nu lægges på jorden/gulvet som i den færdige øvelse. Der er her stadig fokus på søgedelen af øvelsen, så hunden markerer stadig med den fastholdte markeringsadfærd på pinden med min fært. Når hunden søger sikkert på en række af pinde, kan pindene lægges i forskellige mønstre.
9. Når hunden søger og markerer sikkert ved pinde lagt ud i forskellige mønstre, kan søgedelen af øvelsen sættes sammen med apporteringsdelen, der selvfølgelig er trænet som en separat færdighed.

Her følger nogle klip af forskellige stadier af min træning af næseprøven med Joey.

Tiden går og hundehvalpen vokser – vildt hurtigt. Joey er nu godt 4½ måned gammel og er blevet en stor hundehvalp med lange ben. Det går rigtig godt med ham i hverdagen, og han elsker stadig vores mange små træningssessioner. Vores træning rummer stadig nogle dagligdagskompetencer, men mange af de daglige rutiner er netop blevet rutiner, som ikke kræver så meget opmærksomhed mere. Derudover arbejder vi selvfølgelig også videre på den træning, der er målrettet mod konkurrencelydigheden.

Hverdagens færdigheder rummer blandt andet:

• Håndteringsøvelser, hvor jeg især har fokus på håndtering af hoved, mund og poter. Joey er ved at skifte tænder, hvilket ser ud til at gå helt efter bogen. Han laver nu hagetarget og en slags kindtarget, hvor jeg holder hænderne på hver siden af hans hoved, og accepterer fint, at jeg ser på tænderne. Han er ikke vild med at få klippet negle, så vi håndterer poter dagligt og rører poter/negle med negleklipperen, uden at jeg klipper.
• Indkald kan man aldrig træne for meget, og det øver vi fortsat på alle gåture, hvor Joey kommer susende, når jeg kalder.
• Selvkontrol – at vente på at få lov, f.eks. vente på trappen sammen med beaglerne, når vi skal ud til bilen, når vi skal til stranden og vente på at komme ud af bilen.

Det går også rigtig godt med grundtræningen af øvelserne i de fire kategorier kontakt, leg, initiativ og kontrol. Joey har rigtig godt styr på de forskellige øvelser, og jeg kan gradvist øge sværhedsgraden i de forskellige øvelser og er også begyndt at arbejde med flere nye kernekompetencer, som kommer til at udgøre de brikker, som lydighedsøvelserne en dag skal sættes sammen af. Foråret er heldigvis så småt på vej (på de gode dage), og det betyder, at vi er begyndt at træne ude. Det har givet mulighed for at arbejde med de øvelser, hvor der er brug for afstand, f.eks. udløb til target og løbe rundt om en genstand og de øvelser, hvor Joey skal forholde sig i ro, hvor det glatte gulv i min stue har gjort det svært for ham at holde f.eks. en sitposition, fordi han gled på gulvet.

Vores træning rummer blandt andet:

• Snudetarget var en af Joeys første øvelser, men det fastholdte snudetarget har været et svært koncept for ham at forstå. For et par uger siden knækkede han endelig koden, og vi kan nu bruge den fastholdte targetadfærd med både snude og hage i andre sammenhænge.
• Elefantøvelsen fungerer rigtig godt til den ene side nu, og jeg har sat signal på, som fungerer fint. Jeg er netop begyndt at bede om en ”twofer” her, dvs. to gentagelser af adfærden for én belønning.
• Indtage stående pladsposition på platform, hvor Joey søger og fastholder positionen.
• Indtage stående pladsposition og kvarte vendinger på et lavt target ved siden af mig. Her øver vi både det at indtage positionen og det at træne bagpartskontrol, når jeg drejer en kvart omgang, hvor Joey skal dreje med for at indtage positionen ved siden af mig igen.
• Løbe rundt om en genstand er hurtigt blevet en favorit, da Joey er vild med løbeøvelserne. Jeg sætter min træningstaske et stykke ud på græsset, og Joey suser ud og rundt om genstanden og tilbage til mig til en gang trækkeleg som belønning. Jeg arbejder i første omgang fra den ene side. På sigt er planen, at adfærden skal kunne udføres fra både min højre og venstre side.
• Udløb til target går også fint. Joey løber hurtigt og lige ud til target og står stille og venter på, at jeg enten kommer ud og belønner med godbidder, eller at jeg giver release-signal til, at han må bryde positionen og løbe tilbage til legetøjet for at få en omgang trækkeleg.
• Fastholdelse af apport, hvor jeg er begyndt at lægge hænderne på endestøtterne på apporten går rigtig fint, og Joey har et fint og roligt greb om apporten.
• Vi er gået i gang med indlæring af bakke med en ny teknik, hvor Joey som udgangspunkt får belønning for at stå på en platform. Jeg trækker ham derefter af platformen med forpoterne ved at lægge en godbid foran mine fødder og venter, til han bakker tilbage på platformen. Vi er i startindlæringen af denne færdighed, men det ser fint ud.
• Foldedæk har voldt os nogle kvaler, fordi Joey har en tendens til at skubbe forbenene frem, når han lægger sig ned. Vi har været omkring nogle øvelser med fastholdt snudetarget, hvor jeg har bøjet hans næse ind mod brystbenet, så han begyndte at læne sig lidt bagud uden at lægge sig. Derfra har jeg brugt en fristeøvelse med en godbid i en åben hånd til at få ham til at læne sig langsomt bagud i foldebevægelsen. Dette er helt klart lettere at træne på græs frem for på det glatte gulv inde i stuen.
• Joey er rigtig god til at holde en position, når jeg frister ham med et stykke legetøj. Jeg har udvidet denne træning til, at vi nu træner bliv i sitposition, hvor jeg belønner skiftevis med godbidder og legetøj, hvilket går fint – især når vi arbejder på græs, hvor de lange ben ikke skrider på underlaget.
• Joey elsker trækkeleg og lærte også meget hurtigt konceptet i dead or alive, hvor han skal slippe det legetøj, han har fat i, når jeg holder det stille og i stedet tage det andet, som jeg gør aktivt. Vi er nu så små i gang med return to sender, hvor jeg kaster et stykke legetøj ud, og Joey skal komme tilbage og lege trækkeleg med mig med det kastede legetøj.
• Til hvalpetræning får vi nogle træningsopgaver, som er mere i den tricksprægede kategori, f.eks. løbe i ottetaller mellem mine ben, twiste, løbe rundt om mig i cirkler, løbe ud til en hulahopring og stille sig i midten og blive stående. Joey synes, at disse øvelser er en fest og lærer hurtigt ideen, når en ny øvelse bliver introduceret.
• Jeg er også begyndt at arbejde på at lære Joey at lægge sig på et tæppe, så han på sigt kan slappe af og være i ro, når der er en pause i træningen. Min plan er, at denne færdighed i første omgang skal sættes ind i en meget genkendelig kontekst, ved at jeg bruger et tæppe, som Joey skal lægge sig på. På sigt kan adfærden sættes på signal og udføres uden hjælpen fra tæppet.

Her er en video med klip af nogle af de øvelser, vi arbejder på lige nu J.