Ny hund!

posted in: Louisa Wibroe | 1.176

For et lille års tid siden måtte jeg sige farvel til min gamle hund Thekla. Siden da har min unge hund Lukka (der nu er 6 ½) været ”enebarn”. I den første tid kunne jeg ikke mærke noget på Lukka, men lidt efter lidt fornemmede jeg, at Lukka begyndte at blive ked af det. Hun var ikke længere sit sprudlende tossede selv, hverken i hverdagen eller til træning og konkurrencer. Jeg tror virkelig, at hun savnede Thekla.

Baggrund-i-sne

Så jeg begyndte så småt at se mig om efter en ny hund. Egentlig mest for Lukkas skyld. Jeg havde ikke den der “jeg MÅ bare have en hundehvalp NU!“–følelse, og min søgen var da heller ikke speciel ihærdig. Jeg er fuldstændig skudt i Lukka og tanken om, at en anden hund skal “tage over“, ligger mig uendelig fjern. Jeg har haft hunde hele mit liv, men INGEN er kommet ind under huden på mig, som Lukka er. Jeg vil allerhelst have, at hun skal være her resten af mit liv. Jeg véd godt, at hun ikke er den perfekte konkurrencehund, hun har en svær psyke, kan pludselig blive bange for gulvet (!!!) eller et eller andet andet, har svært ved at være separeret fra mig, ja, jeg kunne komme med en lang remse, ikke desto mindre betyder hun alverden for mig, og jeg hader tanken om, at hun ikke lever evigt.

Nå, tilbage til hundehvalpen. Jeg var naturligvis i kontakt med Lukkas opdrætter, i håb om at få en hvalp fra de samme blodlinier, men det kunne først blive aktuelt om 1-2 år. Så fik jeg øje på en finsk tæve (der mindede mig meget om Lukka) og snakkede med både ejer og opdrætter. Hunden virkede rigtig fin, men jeg kunne godt mærke, at jeg stadig havde svært ved at gå helhjertet ind for projektet. Fani, som hunden hedder, var på det finske landshold sidste år og klarer sig rigtig godt til udtagelserne igen i år, derfor har de valgt at udsætte parringen til slutningen af året. Så gik jeg i stå i min hvalpesøgen, halvt lettet og halvt irriteret.

Nogen tid senere modtog jeg en mail fra opdrætteren til Fani, der spurgte om jeg kunne være interesseret i en hvalp (der var født få dage forinden), efter en tæve, som var meget tæt beslægtet med Fani? Det var ikke nogen helt tilfældig tæve. Hun var fra Italien (finsk opdrættet) og en fantastisk lydighedshund, der var blevet nr. 3 til sidste VM i lydighed. Og hanhunden var verdensmesteren fra samme år. Hold nu op et tilbud! Jeg var i syv sind. Jeg kendte jo ikke rigtig disse hunde. Jeg havde selvfølgelig set dem til VM men ikke mødt dem og rørt ved dem osv. Jeg undersøgte alt omkring dem og fik lange udførlige rapporter om deres sind og væsen, deres psyke, deres arbejdsegenskaber, alt! Det hele lød fantastisk og til sidst kom jeg til den konklusion, at der måtte være en dybere mening med, at denne lille hundehvalp landende i skødet på mig og jeg takkede JA!

Zoe-6-uger

For et par uger siden tog jeg til Italien og mødte mit lille nye stjernefrø Zoe. Hun var selvfølgelig ;-) en helt fantastisk lille hundehvalp. Sød og fræk og med en tårn høj nuttefaktor. Efter nogle skønne dage i Italien fløj vi hjem. Turen gik helt uden komplikationer. Zoe charmerede alle i den italienske lufthavn, og 5 min inden afgang faldt hun i søvn i sin lille taske og sov tungt under hele turen til Kbh.

Zoe-i-taske

 

Tilbage i DK

Jeg havde ingen kvaler ved mødet mellem Lukka og Zoe. Jeg har passet forskellige hvalpe gennem tiden, og Lukka kan godt lide hundehvalpe, jo mindre jo bedre. Det gik også fint. De løb rundt ude i haven og alt åndede fred og idyl. Men efter nogle dagen synes Lukka godt, at hundehvalpen måtte tage hjem igen. Nu ville hun gerne have sin mor for sig selv. Og så kom tvivlen og alt den dårlige samvittighed væltende ind over mig som en kæmpe bølge. Som en tsunami! Var det synd for Lukka, at hun nu skulle dele mig? Hvalpen turde jeg ikke elske sådan helt 100% af dårlig samvittighed overfor Lukka. Og det gav mig dårlig samvittighed overfor Zoe! Jeg turde ikke træne med den ene af dårlig samvittighed overfor den anden og omvendt. Jeg begyndte at tvivle på mit hvalpeprojekt og gik helt ned med flaget.

Luk-og-Zoe-i-skov

Efter et par dage og flere lange samtaler med min privat-terapeut-veninde Christina, kom jeg oven på igen. Begge hunde har det jo fantastisk. Super glade og søde og friske. Det er en stor omvæltning for Lukka, det er der ingen tvivl om. Der bliver også taget hensyn til hende i det omfang, det nu er muligt. Heldigvis er Zoe en utrolig fin hundehvalp. Hun er ikke opsøgende og irriterende overfor Lukka men meget imødekommende, når Lukka kommer til hende.

Mit håb er selvfølgelig at Lukka og Zoe bliver rigtig glade for hinanden og trygge i hinandens selskab. I skrivende stund er Zoe 10 uger og for et par dage siden, måtte Lukka overgive sig, og hun begyndte at lege med hundehvalpen. Den vildeste tag fat rundt og rundt ude i haven, hvor Lukka med jævne mellemrum smed sig ned i græsset og gav Zoe lov til at hoppe oven på hende. Jeg stod inde i stuen og betragtede dem gennem vinduet med tårer i øjnene. Dér faldt den sidste sten fra mit hjerte <3.

Zoe-m-Lukka-bagr

Et sidste farvel

posted in: Louisa Wibroe | 10.581

For et lille års tid siden, blev min gamle hund Thekla pludselig meget dårlig. Hun havde ikke været på toppen længe, men denne dag var værre end normalt. Thekla stod bare og kiggede ud i luften. Jeg mærkede hende igennem og fandt en kæmpe byld i hendes bug, som om et eller andet var eksploderet inde i hende. Jeg blev skrækslagen og ringede hulkende til min dyrlæge. Det var søndag eftermiddag, men jeg er så heldig at have verdens sødeste (og dygtigste) dyrlæge, der har givet mig sit privatnummer. Dyrlægen tilbød at køre ind og åbne klinikken, så hun kunne se på Thekla hurtigst mulig, hvilket jeg ikke kan udtrykke nok taknemmelighed over. Jeg kørte straks af sted, mens tårerne trillede ned af mine kinder. Jeg var overbevist om, at jeg ikke fik hende med hjem igen og kunne ikke bære tanken om, at mine nærmeste = Theklas højt elskede mennesker, ikke havde sagt farvel til hende.

Thekla i skov

Dyrlægen skar et lille snit i Theklas ene bryst, og så væltede det ellers ud med pus. Jeg skal spare jer for detaljerne og bare fortælle, at det ikke umiddelbart var noget livstruende. Thekla fik en skrap penicillinkur og stor var min lykke, da jeg kunne tage hende med hjem igen.

Men Thekla fik det ikke bedre. Efter diverse blodprøver og undersøgelser, besluttede jeg at hun skulle have fred. Verdens hårdeste beslutning. Men trods alt bedre end en akut aflivning.

På Theklas sidste dag blev hun rigtig forkælet. (Selvom det nu snart er et år siden, løber tårerne ned på mit tastatur, mens jeg skriver dette…) Hun fik alle mulige lækkerier i løbet af dagen. Hendes forskellige yndlingsmennesker kom og sagde farvel. Og om eftermiddagen gik vi en lille tur i skoven, mine børn og mand, min mor, min anden hund Lukka, Thekla og jeg. Det var dejligt vejr, solen skinnede og Thekla livede helt op, begyndte at gø og logre og virkede pludselig helt frisk og begejstret over, at alle hendes kæreste var samlet med hende som centrum. Og i et kort øjeblik blev jeg virkelig i tvivl om min beslutning. Men det holdt ikke længe. Efter turen faldt Thekla helt sammen. Som om hun havde samlet og brugt sine allersidste kræfter.

Thekla, Lukka og Clare

Sidst på dagen kom dyrlægen. Vi samledes alle sammen inde i stuen. Her sad vi i en rundkreds på gulvtæppet med Thekla liggende i midten. Lukka lå i en lænestol ved siden af og fulgte nøje med i det hele. Vi nussede og kælede og snakkede med Thekla, fortalte hende sjove historier fra hendes liv (selvom hun nu var døv!) og fik sagt farvel og på gensyn. Så gav dyrlægen Thekla noget at sove på. Og derefter den endelig sprøjte.

Den sene eftermiddagssol skinnede ind gennem vinduerne. Vi sad alle helt stille hver med en hånd på Thekla og tårerne trillende stille ned af vores kinder. Pludselig begyndte kirkeklokkerne at ringe i det fjerne. Vi smilede til hinanden ud gennem vores tårer. Det lyder måske forkert, men det var en meget smuk oplevelse. En meget fin afslutning på et rigt og dejligt hundeliv. Nu står Theklas urne på hylden over pejsen ved siden af min gamle hund Sambuca.

Theklas urne

Vi ses min kære firbenede ven

Louisa

 

Tak Louise, min søde dyrlæge, for alt hvad du har gjort for mig og mine hunde.

NM i lydighed 2014

posted in: Louisa Wibroe | 8.881

Dette års Nordiske Mesterskab fandt sted i Stockholm. En hyggelig køretur på omkring syv timer. Christina havde været så sød at tage med, selvom hun havde valgt ikke selv at stille op, og det satte jeg STOR pris på. Hotellet var glimrende (om end meget dyrt!) og lå perfekt direkte i forbindelse med hallen. Luftemulighederne var ikke overvældende, men der var et stadion i nærheden omgivet af et græsareal, hvor hundene kunne spæne lidt rundt.

Vi ankom sidst på torsdagen. Køreturen var gået rigtig fint til trods for min meget dårlige ryg, der til gengæld valgte at forringe kvaliteten af min nattesøvn de kommende nætter helt afsindigt. Grrr…

Hallen
LP-ringen lå helt nede i den fjerneste ende af en kæmpe stor hal fuld af udstillingshunde

Fredag eftermiddag er der altid træning i ringen, så hundene kan få en chance for at vænne sig til underlaget. Hallen var giga stor. Fuld af udstillingsringe. Helt nede i den fjerneste ende lå LP-ringen. Hallens gulv var lavet af beton. Overalt på gulvet løb der lange baner med metalplader. Jeg går ud fra, at der gemte sig elektriske ledninger el. lign. nede under. Det er ikke noget, man umiddelbart lægger mærke til, da de er malet i samme farve som resten af gulvet. Men enkelte af pladerne ligger lidt løst, så de klikker, når man træder på dem. Sådan en trådte Lukka på og blev skrækslagen. Pludselig turde hun overhovedet ikke gå på gulvet. Hun stod stiv af skræk på neglene med galoperende hjerte som Bambi på isen. Det var absolut værst der, hvor vi havde ”lejr”. Øv øv… Jeg synes, det var så synd for hende. Det må være rigtig ubehageligt at være panisk over hvert skridt, man tager.

Men i ringen var der heldigvis tæppe på. Tæppet var som altid ret glat, men det generede ikke Lukka synderligt. Hun er efterhånden en erfaren hund og afpasser fint tempoet derefter. Træningen gik rigtig godt. Min største bekymring var springet. Lukka har i sin ungdom slået sig seriøst på et spring og har lige siden – i perioder – været meget usikker, når hun skulle springe. Dette spring var magen til det, hun i sin tid slog sig på (også i Sverige), og det tog da også en del forsøg, før hun var nogenlunde okay med det.

 

Lørdag

Vi havde fået start nr. 5. Jeg var glad for at skulle starte tidligt. Eneste minus var, at dommernes bedømmelser som regel bliver lidt mildere i løbet af dagen. Der er fire dommere til NM. Højeste og laveste karakter falder bort, og så tager man et snit af de to i midten. En god og fair måde, synes jeg.

Første øvelse var fællessit. Lukka flyttede en enkelt pote, så der fik hun 9.

Lukka konc
Lukka top koncentreret lige inden vi skal i ringen

Selve programmet begyndte med fri ved fod. Jeg havde en god fornemmelse i maven, og da vi først begyndte at gå, føltes det fantastisk. Lukka ”dansede” ved min side. Jeg havde hendes fulde opmærksomhed, og hun gik så smukt, som hun overhovedet kunne. Jeg synes selv, at nogle af dommerne var lidt strenge i deres bedømmelse. De gav hhv. 7,5 – 8,0 – 8,5 – 9,0 = 8,25.

Derefter skulle vi lave indkald. Lukka kom i fin fart, hurtig men lidt skæv stå, flot dæk og fint indløb. Snit 8,75.

Næste øvelse var fremsending, som jeg synes, Lukka lavede helt perfekt. Pointene var hhv. 7 – 8 – 9 – 10! Hmm… man får jo ingen kritik, så jeg ved ikke, hvad de trak for, men de må jo have meget forskellige kriterier… Et eller andet sted er det lidt useriøst med så forskellige bedømmelser. Som om der slet ikke er nogen retningslinjer for, hvordan øvelsen skal se ud. Men det er der jo netop!

Dagens sidste øvelse var næseprøven. Også her lavede Lukka en rigtig flot øvelse med fin fart og et pænt søg. 7,5 – 8,0 – 9,0 – 9,5 = 8,5.

Vi sprang ud af ringen. Eller nærmere hen til udgangen af ringen. For Lukka ville ikke forlade tæppet og ud på det farlige gulv. Men hold op en fantastisk følelse jeg havde i ringen. Alt gik perfekt, og jeg var flyvende. Resten af dagen kunne jeg sidde helt roligt og nyde alle de andre dygtige ekvipager. Vores præstation rakte til en foreløbig 5. plads.

 

Søndag

Ny lodtrækning. Denne gang fik vi start nr. 14, hvilket passede mig perfekt. Vi lagde ud med fællesdæk. Lukka lå helt stille i de fire minutter med hovedet limet til gulvet. Da jeg kom tilbage og gik om bag ved hende, rykkede hun hovedet en smule. Det var der to dommere, der trak et halvt point for. Snit = 9,75.

Lyn 1
Lynet

Første individuelle øvelse var lynet. Lukka gik det den smukkeste fri ved fod og indtog positionerne lynhurtigt. Det var en klasse-øvelse, når jeg selv skal sige det :-). Hun fik 9 i snit.

apport 1

Apport 2
Apport

Derefter var det apporten. Flot kegle, flot udløb, perfekt opsamling og rigtig fint hjemløb. Men et lille ryk, mens hun stod og ventede ved keglen på at blive dirigeret videre, er dyrt. Snit 8,75.

Spring
Umiddelbart inden det “meget farlige” spring!

SÅ skulle vi til springet! Jeg stillede mig klar med Lukka ved min side, kastede metalapporten og sagde ”Spring-apport”. Lukka tog ét galopspring frem mod springet og tøvede. Hun stod trippende foran springet i et split sekund, men for mig føltes det som minutter. Så tog hun mod til sig og sprang over, hentede apporten, løb tilbage mod springet og tøvede igen. Jeg var 100 på, at hun ville løbe udenom. Men igen samlede hun sig og sprang tilbage og satte sig fint på plads. Hold op, hvor var det nervepirrende. Jeg var selvfølgelig smadder lettet men samtidig også ked af det, for jeg kunne jo se, at Lukka ikke syntes, det var særlig sjovt. Men hun gjorde det!!! Og selvom vi naturligvis ikke fik særlig høje point, var det ikke helt så dyrt, som jeg frygtede. Dommerne gav 7,0 – 7,0 – 7,5 – 8,0.

Stillingsskift
Klar til stillinsskift med alle dommerne omkring os

Den allersidste øvelse var stillingsskift. En øvelse som Lukka kan lave til 10, hvis hun er i sit es. Men det var tydeligt, at hun var påvirket af oplevelsen med springet så skiftene var ikke helt så flotte, som de kan være, men hun rykkede sig ikke en millimeter. Til gengæld snuste hun lidt, da jeg gik fra hende, hvilket er MEGET dyrt! Her fik vi 2 x 8,5 og 2 x 9,0.

Så var det hele slut! NM var ovre for vores vedkommende. Søndagen havde ikke været helt så perfekt som lørdagen, men alt i alt synes jeg, Lukka havde gjort det fantastisk. Det med springet var jeg forberedt på kunne dukke op, og jeg er sikker på, at det ”farlige” gulv også har påvirket hende i en eller anden grad. Men for pokker hvor jeg er stolt af hende. Jeg har skrevet det flere gange tidligere. Lukka er en MEGET sensitiv hund og måske ikke den optimale konkurrencehund, da hun lader sig påvirke af mangt og meget, men hun er samtidig en helt utrolig dygtig hund, og JEG synes, hun er verdens bedste! Det er jo trods alt det, der vægter højest i sidste ende.

Lukka og jeg endte på en 7. plads. Det lyder måske ikke af meget, men i det selskab er det faktisk super flot. Umiddelbart efter konkurrencen var jeg, et eller andet sted, en smule skuffet, for jeg havde dybt i mit inderste drømt om en plads på skamlen. Men det kræver, at alt går op i en højere enhed og der manglede lige nogle småting. Men vi blev bedste danske ekvipage og slog trods alt alle nordmændene og alle svenskerne på nær én. Det er bare de pokkers finner, der er så afsindigt dygtige. De indtog 7 pladser på top 10! WAU! Tillykke Finland med guldet og med guld, sølv og bronze individuelt.

NM 2014 lille
Holdleder Mads Møller, Kari Mølmer, Helle Damkjær, Miriam Søndergård, Louisa Wibroe, Birgitte Brüel og holdleder Jennifer Riis

Tak til Sverige for et godt arrangeret mesterskab, tak til hele holdet for endnu en hyggelig tur og kæmpe tak til Christina for at tage med og for altid at være der for mig på alle måder og til alle tider. Næste gang vi skal af sted, vil Lukka gerne bede om, at Senna også tager med. Med hendes seje søster ved sin side er verden ikke helt så farligt et sted ;-)

Lukka NM 2014

VM i lydighed 2014

posted in: Louisa Wibroe | 6.541

Søndag

Christina og jeg havde valgt at flyve til VM. Vi har tidligere fløjet til og fra Finland med vores hunde. De var ikke vilde med det, men de overlevede ;-). Det gjorde de også denne gang! Men det er stadig meget grænseoverskridende at overlade vores højt elskede hunde til vildt fremmede mennesker. Og tænk nu hvis hundene ikke kom med! Vi var nogle meget emsige passagerer, der spurgte ALLE (stewardesser, piloter, indtjekningspersonale mm.), om hundene var med om bord. Og tanken om, at de skal sidde i et larmende lastrum helt alene er skrækindjagende. Nå, men alt gik godt og vi nåede alle frem i ét stykke.

lufthavnen

 

Hotellet lå få minutter fra lufthavnen og var på alle måder et godt hotel, men der var bare ingen ordentlige luftemuligheder. Små stykker græs her og der, forskellige cykelstier og gruspladser var, hvad vi kunne finde. Både Lukka og Senna er hunde, der løber rigtig meget. Og har brug for at strække ud. Det er deres måde at ”slappe af” på. Give den gas rent fysisk og få ”tømt hovedet” rent mentalt. Så efterhånden som dagene gik, følte vi, at de blev mere og mere anspændte og rastløse.

Det var ikke meget motion det blev til ;-)

 

Mandag stod på afslapning

Mandag var vores ”fridag”, hvor hundene kunne slappe af og få rejsen ud af kroppen. Det havde været skønt at kunne gå en laaaang tur med dem, men de måtte nøjes med diverse småture og nogle af dem endda i snor!

 

Tirsdag var der træning

Vi skulle ud i hallen og træne. Hver hund får tildelt nogle få minutter til lige at mærke underlaget og blive komfortabel med ringen. Christina og jeg valgte at gå på banen sammen, så vi fik dobbelt træningstid. Vi har begge været på landsholdet flere gange, så hundene har efterhånden prøvet en del forskellige setups og havde da heller ingen problemer med forholdene.

 

Onsdag – 1. konkurrencedag

Der stiller 100 hunde op til VM i den indledende konkurrence, fordelt over to dage. Lukka og jeg skulle op som nr. 11 og som den første danske hund. Fællesøvelser gik fint, bortset fra at Lukka rykkede en enkelt pote i sit. Selve programmet gik også rigtig fint. Ingen kiks. Ingen nuller. God power. Der var bare liiiige en lille skønhedsfejl i flere af øvelserne. Som f.eks. lidt lyd i fri ved fod, et lille ryk med kroppen i stillingsskift og et poteflyt i indkald. Småting men DYRE småting! Sådan synes jeg ofte det er til de store mesterskaber. Der sker små uforudsete ting, når adrenalinen drøner rundt i kroppen på hund og fører. Og vi så mange af de rigtig dygtige ekvipager miste øvelser.

 

L

 

Lukka var skøn at have med i ringen. Hun var virkelig tændt og i hopla. Noget friskere end jeg havde indstillet mig på. Efter dagens konkurrence lå vi på en delt 12. plads, men da det kun er de 20 bedste, der går videre til finalen, var chancerne ikke så store.

 

Torsdag – 2. konkurrencedag

Torsdag efter frokost skulle Christina og Senna op. Morgenens fællesøvelser gik rigtig godt. Senna var afbalanceret og fokuseret.

Senna er en hund med ufattelig meget energi, og det ville virkelig gøre hende godt, hvis hun kunne få lov til at strække lidt ud. Så vi besluttede at finde en skov, der lå i nærheden af hallen og gå en god tur. På vej derover skulle vi krydse nogle sporvognskinner, og det var så ufattelig uheldigt, at Christinas fod sad fast i den ene skinne, og hun fik sig en voldsom forstuvning. Hun kunne overhovedet ikke støtte på foden. Så var gode råd dyre! Én hentede is hos det nærmeste hotel. Én ringede til dem, der stadig befandt sig i hallen, så Christina kunne blive hentet. Èn gik en hurtig tur i den nærliggende skov med Senna. Og stakkels Christina lå og vred sig af smerte. Kun TRE timer inden hun skulle i ringen. Det var så uheldigt, som noget overhovedet kunne være.

 

busstop

 

Tilbage i hallen tog samaritterne sig godt af Christina. Få timer senere, med en forstuvet fod og en masse smerter, gik Christina og Senna i ringen. Desværre indledte Senna med at tage den forkerte næseprøve, men ellers var hun bare ”på” og gik den bedste fri ved fod længe. Hun var fuld af power som altid, men det var tydeligt at se, at hun tilpassede sig sin haltende fører efter bedste evne, og at hun ind i mellem var lidt desorienteret, fordi Christina på ingen måde var sig selv. Alligevel leverede de et – efter omstændighederne ­– fantastisk flot program!

 

c

 

Efter dagens konkurrence måtte jeg med ærgrelse sande, at Lukkas og mit program ”kun” rakte til en 21. plads (ud af verdens 100 bedste hunde)! Til VM er det de 20 bedst placerede hunde, der går videre til finalen, så det var så tæt på, som det overhovedet kunne være! Øv øv…

 

Fredag – finalen

Da den værste skuffelse havde lagt sig over ikke at være med i finalen, kunne vi i ro og mag sidde (for Christinas vedkommende ligge) og nyde de 20 dygtigste ekvipager i verden. En flot finale med en værdig vinder – liiiige bortset fra at føreren på et tidspunkt midt i fri ved fod giver hunden et lille puf/spark med foden, som INGEN af dommerne så!!!

Holdet

Lørdag

Tidligt lørdag morgen forlod vi Helsinki og fløj hjem igen. Denne gang behøvede vi ikke at være så bekymrede for, om hunden var med om bord, for vi kunne tydeligt høre dem!!! Det var selvfølgelig på sin vis beroligende, men det var også ubehageligt, for det vidnede om, at de var utrygge og utilfredse. De var da også ved at gå ud af deres gode skind af begejstring, da vi fik dem udleveret i Kastrup.

Bortset fra skuffelsen over at være så tæt på og så alligevel så langt fra rent resultatmæssigt, og bortset fra Christinas voldsomme forstuvning og al den smerte det medførte hende, så var det en rigtig god tur. Stemningen var helt i top på holdet, og vi havde mange hyggelige dage og aftener med diverse grineflip og røverhistorier. Tak til hele VM landsholdet 2014 og specielt til Christina & Senna – vores yndlingsrejsekompagnoner – for endnu et dejligt hundeminde til samlingen.

1 2 3 4 5