Min træning har været meget sporadisk hele dette år. I lange perioder har jeg overhoved ikke trænet, og i andre perioder har jeg trænet lidt detaljer eller lidt helhed men altsammen meget ustruktureret. Jeg har været på nogle super gode og lærerige kurser, men har alligevel ikke rigtig kunne finde motivationen til at følge op på de ting, jeg har lært.

Så motivationen for at tage til dette års DM var ikke voldsom stor. Men dagen plejer at være rigtig hyggelig og festlig og jeg ved, jeg ville ærger mig, hvis jeg ikke tog afsted. Lukkas resultater dette år spejler egentlig heller ikke rigtig vores ringe træningsindsats. Hun har faktisk gjort det rigtig godt. Desuden skulle jeg følges med Christina, og vi har altid de hyggeligste ture rundt i ind- og udland, så selvfølgelig skulle vi afsted til det nordjyske.

Med min ringe træningsinsats igennem året ville det ikke være fair overfor min hund, at sætte næsen op efter at blive Danmarksmester. Men jeg havde et helt klart og tydeligt mål. Lukka skulle stråle som en lille sol fra start til slut. Uanset hvordan de forskellige øvelser så end gik. Langt de fleste hunde og førere ser ud som om de virkelig trives i ringen, og det synes jeg er skønt at se. Men der er også nogle hunde – og førere for den sags skyld – der ser ud som om, de hellere ville være et andet sted, og det er rigtig kedeligt at se på. Lukka er ultra sensitiv, og specielt da hun var yngre, skulle der ikke meget til at gøre hende “ked af det”, og det er faktisk noget af en udfordring, når man som mig er meget perfektionistisk, ikke på nogen måde at vise sin skuffelse, hvis hunden laver en fejl. Det har taget mig mange år at lære, men jeg synes selv, at jeg er blevet så meget bedre. Dygtiiiig.

Selve prøven
Fællesøvelserne rigtig gik fint (var jeg næsten sikker på – pointene er hemmelige til DM, så man ved jo ikke om dommeren har trukket for et eller andet…)

Selve programmet gik knap så fint. Fri ved fod var rigtig pæn, men pludselig forsvandt Lukka fra min side, fordi der var et eller andet, der generede hende i lysken. Sekundet efter var hun på plads igen og fuldførte resten af øvelsen i fineste stil. I lynet, hvor hun normalt er super stabil, mistede hun en position. Øv øv. Nå men positionen var jo mistet, og ville aldrig nogensinde komme igen, så jeg kunne lige så godt overbevise hende om, at hun var verdens mest fantastiske hund og så ellers rette al fokus mod den næste øvelse. Indkald med stå og dæk gik helt perfekt. Så var det fremsendingen, som absolut er den øvelse, jeg har trænet mindst på, men som også er en af de letteste øvelser i eliteprogrammet, synes jeg. Lukka løb rigtig friskt ud til keglen, og på min næste kommando løb hun i fuld fart direkte ud mod feltet. Umiddelbart inden feltet bremsede hun, vendte sig om og så meget forventningsfuld på mig, fuldstændig overbevist om, at hun stod præcis der, hvor hun skulle stå. Om hun havde set syner og troede, at hun havde passeret det forreste bånd i feltet må stå hen i det uvisse. Jeg var rimelig overrasket. Det har hun ALDRIG gjort i de fire år, hun har gået til lydighedskonkurrencer! Hun har løbet i en helt anden retning flere gange, hvis hun ikke har kunne se feltet men denne her, den var ny! Hmmm… what to do? Jeg sagde “bakke” og hun bakkede så meget at bagbenene kom ind i feltet. Så sagde jeg “bakke” igen, så også forbenene kom ind i feltet men jeg kunne ikke se om hun kun lige akkurat stod på båndet, så jeg gav hende en tredje “bakke” og så var hun helt inde, og jeg kunne dække hende af og fuldføre øvelsen. Efterfølgende fik hun en masse ros for hun havde jo været helt vildt dygtig og taget mine bakkekommandoer på 25 m afstsand. Og hun blev SÅ glad, så de resterende øvelser: aport, springaport, næseprøve og stillingsskift lavede hun super smukt. Noget af det bedste nogensinde.

Det skulle blive spændende at se, hvor mange point det kunne blive til. Jeg var specielt spændt på, hvad mine tre bakkekommandoer i fremsendelsen havde kostet. Vi endte på en 7. plads med kun 256,5 point. Det var alligevel noget af en skuffelse. Jeg kiggede på min kritik og konstaterede, at vi havde fået 0 i fremsendelsen! Det kom godt nok noget bag på mig. Jeg troede, at en ekstrakommando, som hunden vel og mærke reagerer på, kun kostede ét point, så jeg havde håbet på at få 6 eller måske endda 7. Nå men lydighed er jo en bedømmelses sport, og alle dommere dømmer forskelligt. Nogen gange føler man sig snydt for nogle point, og andre gange synes man de andre har fået for mange (det er sjældent den anden vej rundt ;-)). Resten af Lukkas point var meget fine. Selvfølgelig var der et syvtal i lynet for den manglende position og 8,5 i fri ved fod, men ellers fik vi 3 x 9 og 4 x10.

Jeg indrømmer, jeg var lidt skuffet da jeg kom hjem. Det var nogle fjollede fejl Lukka havde lavet. Heldigvis havde jeg prøven på video, og da jeg dagen efter så optagelserne, gik det op for mig, at jeg i den grad havde nået mit mål og meget mere end det. Lukka stråler som en lille sol HELE prøven igennem. Hun smiler fra øre til øre, og er bare SÅ glad og på. Jeg blev virkelig rørt. Det går så hurtigt, mens man er i ringen, så det er guld værd at kunne se programmet bagefter. De få ting vi trods alt har trænet lidt på lykkedes til fulde. Hun kiksede godt nok i nogle af hendes bedste øvelser, men hendes “dårligste” øvelser var bedre end nogensinde.

Afslutningsvis
Der blev vist meget flot lydighed i eliteringen, men der blev også lavet mange fejl. For mange fejl, synes jeg – mine egne inklusiv – når man tænker på, at det var landets bedste hunde, der var samlet. Men hvorfor fokuserer vi altid på det, der gik dårligt? For at blive bedre naturligvis. Men burde vi (læs: jeg) ikke lægge lidt mere vægt på alt det der gik godt? Det er trods alt som regel størsteparten af en prøve der forløber blændende, men som ofte bliver overskygget af enkelte smuttere.

Note to self: fokuser på alt det der gik godt. På alt det der lykkedes. Og kom så i gang med at træne din fantastiske hund

Men vigtigst af alt: Vi havde en super hyggelig dag. Der er altså nogle rigtig, rigtig søde mennesker i vores lille eliteklasse. Snakken gik lystigt og vi fik grinet godt igennem. Selvfølgelig er vi konkurrenter, men jeg synes godt, at jeg kan mærke, at vi først og fremmest kommer, fordi vi elsker vores hunde og nyder at beskæftige os med dem.

Tak for et godt DM og tillykke til de nye Danmarksmestre. Et ekstra stort tillykke til Gitte og Zig Zag, der vandt eliteklassen.

For tiden har jeg ofte følelsen af, at alting er lidt op ad bakke. Kender du det? Ikke i min hundetræning men i livet generelt. Jeg er ikke så lys og let i mit sind, som jeg plejer at være. For et par måneder siden var jeg, af forskellige personlige årsager, nødt til at melde fra til VM i lydighed. Det var jeg meget ked af og har ikke i den mellemliggende periode rigtig kunne finde motivationen til at træne mit elskede lille hundedyr.

I den forgangne weekend skulle vi til DKK’s internationale eliteprøver i Vejen. Prøverne var, ud over at tælle med til Årets Hund, også udtagelsesprøver til Nordisk Mesterskab i lydighed. Jeg glædede mig til at komme afsted, selvom vi ikke havde fået trænet specielt meget. Men bare det at komme lidt væk, og være sammen med alle de andre søde hundetosser, sætter jeg stor pris på. I ugen op til prøven tænkte jeg, at jeg nok hellere måtte få trænet bare en lille smule for ikke at falde helt igennem. Men bedst som jeg (på min daglige skovtur) havde tænkt tanken til ende, kom Lukka humpende mod mig på tre ben!!! Hun nægtede at støtte på det ene forben. Åhhh… Afsted til kiropraktoren som fik rettet hende og beordrede totalt ro frem til weekenden. Øv! Op ad bakke igen…

Dagen inden vi skulle afsted blev Senna (Christina hund) syg, så hun ikke kunne deltage. Og da Christina og jeg – som altid – skulle følges, var det bare endnu mere øv og endnu mere op ad bakke! Smadder synd for både Senna og Christina men også super ærgerligt, for vi har altid sådan nogen hyggelige ture rundt i ind- og udland. Nå men jeg var nødt til at tage afsted, hvis jeg skulle gøre mig nogen som helst forhåbninger om at komme i betragtning til Nordisk Mesterskab, da der er to af de kommende udtagelseskonkurrencer jeg ikke kan deltage i.

Endelig blev det lørdag og konkurrencen gik i gang. Det var en tysk dommer, Uwe Wehner, der skulle dømme, og det var rart med nogen helt friske øjne til at bedømme ens præstation. Jeg synes, at der blev vist rigtig meget flot hundearbejde, og at Uwes bedømmelser var meget fine. Han gav hver ekvipage en god saglig kritik efter programmet og gennemgik kort, hvad han havde trukket for, hvilket er guld værd, hvis man gerne vil prøve at forbedre sig. Lukka og jeg var på som nr 8, og Lukka gik faktisk rigtig, rigtig pænt. Der var ikke fuld turbo på hende, men hun lavede heller ikke nogen fejl. Små bitte detaljer her og der – mest førerfejl!! blev der selvfølgelig trukket for, men alt i alt et rigtig pænt program. Jeg var super glad og taknemmelig for min kloge lille hund. Tænk engang at hun kunne levere så pænt og flydende program uden nogen nævneværdig træning i lange tider.

Ved præmieoverrækkelsen var jeg lige ved at knibe en tåre. VI VANDT! Oven i købet helt suverænt med 295 point og 22 point ned til nr 2. Sikken en fantastisk dejlig dag.

Søndag gik det løs igen. Jeg trak nr 1, og da de havde valgt at lave helt om i måden konkurrencen skulle afvikles, er man lidt af en prøvekanin som den første. Men jeg var så glad for lørdagens resultat, at det ikke betød så meget. Jeg kunne godt mærke, at Lukka var en smule træt og ikke helt så meget “på” som om lørdagen. Men hun gjorde det rigtig pænt, og lavede kun en enkelt decideret fejl, som jeg heldigvis fik reddet nogenlunde. Igen var der mange flotte programmer fra de forskellige ekvipager, så jeg havde slet ingen fornemmelse af, hvordan vi lå ift. hinanden. STOR var min overraskelse og min glæde, da det viste sig, at vi endnu engang havde vundet klassen!!!

Ihhh… hvor kan sådan et lille hundedyr gøre én glad i låget. Jeg elsker hende jo hverken mere eller mindre, fordi hun har vundet, men jeg er simpelthen så pavestolt af hende. Hun ydede det bedste hun kunne for mig, selvom jeg ikke ligefrem har været særlig flink til at gøre det bedste for hende i den senere tid…

– Men pludselig synes jeg motivationen for at komme ud at træne er der igen

MEGET tidligt søndag morgen blev Lukka og jeg hentet af Birgitte og Tiger. Eliteklassen skulle begynde allerede kl. 7.00! Turen til Malmø tog ingen tid, men straks vi var nået frem, fik jeg nerver på, og det var IKKE fordi jeg var nervøs over prøven. Ved indgangen skulle vi vise pas men til min skræk fandt jeg ud af, at jeg havde taget min gamle hunds pas med i stedet for Lukkas!!! Så var gode råd dyre. Jeg prøvede at regne ud, om jeg kunne nå hjem efter passet og tilbage til Malmø inden kl. 7, men det ville være helt umuligt, så der var ikke andet at gøre end at vise Theklas pas og håbe på de ikke tjekkede chipnummer. Hold op hvor var jeg nervøs. Men pyha… det gik fint og vi kom ind.

Alle prøver og udstillinger (og dem var der mange af) foregik i én kæmpe stor larmende hal! Der var 34 elitehunde. Det viste sig, at det var sidste udtagelse til det svenske landshold, så alle de dygtigste svenske ekvipager deltog. Eliteprogrammet var delt i to ringe. Der var trukket lod på forhånd, så man fulgte det trykte program. Lukka var nr. 6. Fællesøvelserne var med fem hunde i hver gruppe, så vi skulle være med i anden gruppe. Der var en ganske kort banegennemgang i den ene ring og så skulle vi i gang. Der var ikke meget information af nogen art, og der var slet ikke den hyggelige samling, vi kender her hjemme fra, hvor alle deltagerne samles i ringen og siger godmorgen, tjekker at alle er mødt op, hilser på dommer og prøveleder, trækker lod, hører om øvelserne og “punker” dommeren og prøvelederen lidt ;-). Alt virkede meget stift og formelt.

Jeg tænkte, at jeg hellere måtte gå til fællesøvelserne i god tid og det var heldigt, for de tre første hunde var udgået eller i løbetid, så jeg var pludselig nr. 3 og skulle med i den første gruppe! Det gjorde, at jeg ikke nåede at se nogen øvelser, inden vi skulle ind, hverken fælles eller de individuelle. Jeg vidste ikke, hvor hundene skulle sidde eller ligge i fællesøvelserne (der foregik i to forskellige ringe) og kunne dårligt høre prøvelederne. Det var en lidt træls start.

Hold op hvor er det anderledes at gå til prøve i Sverige. Aldrig er jeg blevet trukket for så mange dobbeltkommandoer. I fællesdæk blev jeg trukket både i neddæk og op på plads, for dobbelt kommando. “Dobbelt kommando? Jeg havde ingen dobbelt kommando” fløj det ud af mig, da jeg fik min karakter, hvorefter deltageren til venstre for mig straks tyssede på mig og sagde “Man får inte pråta med dommeren!”. Og det gælder både under og efter prøven. Ups!

Det viste sig, at hvert lille nik med hovedet eller kig på hunden var en dobbelt kommando. Efter dækken løb jeg ud af ringen for at belønne Lukka, hvorefter samme søde svenske deltager kommer hen til mig og siger, at jeg skulle gå helt stille ud af ringen, med min hund lige ved siden af mig, ellers kunne jeg risikere at få det gule kort! Og det var de ikke blege for at bruge. Hold da op! Det er ikke noget der hujer én som mig, hvis højeste formål med lydigheden er at have det sjovt med min hund.

I ring 1 lagde vi ud med fri ved fod. Jeg tror, jeg gik mit helt eget program! Jeg kunne ikke høre halvdelen af prøvelederens kommanderinger! Der var så meget larm, og prøvelederen talte ganske sagte. På et tidspunkt kunne jeg ikke lade være med at grine, for det føltes helt tosset bare at gå rundt og nærmest digte om jeg skulle gå omkring og holdt, eller omkring og fremad osv… stakkels dommer, der skulle forsøge at bedømme den øvelse. Nå næste øvelse var lynet, og her er der ikke så meget at tage fejl af, så det gik fint. Sidste øvelse i ring 1 var stillingsskift. Her opgav jeg helt at bruge de verbale kommandoer pga. larmen, så det var rent håndtegn, men det fungerede også okay.

I ring 2 lagde vi ud med indkald. Jeg skreg nærmest på Lukka, og det var vidst meget godt, for der var flere hunde, der skulle have dobbeltkommandoer, fordi de ikke kunne høre deres fører. Indkaldet gik fint, men jeg blev trukket for ikke på forhånd at have gjort opmærksom på, at jeg brugte armtegn i stå-positionen! Jeg var ikke blevet spurgt, så det havde jeg ikke skænket en tanke, at jeg skulle oplyse. Derefter skulle vi have springet og det gik fint. Så skulle vi lave fremsending. Der var ikke bånd om feltet, kun tape og det var helt usynligt for føreren. Lukka løb flot ud til keglen og videre ud i feltet, men jeg var ikke helt 100 på, at hun var inde i feltet så jeg sagde felt igen, hvorefter hun sprang ind i midten af feltet, og jeg kunne give hende en dæk kommando. En enkelt ekstra kommando koster ikke alverden. Hellere det end nul. Men vi fik SEKS! Jeg blev trukket for TO dobbelt kommandoer. Jeg var målløs. Jeg havde én ekstra kommando og øvelsen var udført i flot, hurtigt og ensartet tempo. Jeg kunne hverken få øje på én og da slet ikke to dobbeltkommandoer! Og jeg kunne jo ikke spørge dommeren. Så jeg begyndte spontant at grine. Jeg synes det var lidt af en joke. (Mens jeg ventede på at apporterne blev lagt ud, kunne jeg næsten ikke holde masken. Jeg kom i tanke om, at vi havde haft samme dommer til DM for et par år siden, og der havde hun trukket mig for at smile til min hund. Hun mente, det var en ekstra kommando!!!) Men Lukka lod sig ikke gå på. Hun var i hopla, og lavede den smukkeste apport og fik 10! Sidste øvelse var næseprøven. Lukka søgte smukt men blev retmæssigt trukket for uens fart.

Sikken en oplevelse. Måske ikke en af de allerbedste men super god træning frem mod VM. Jeg er helt klart frisk på at stille op i Sverige igen en anden gang, for nu er jeg da blevet noget klogere. Men jeg er samtidig lykkelig for at vi ikke har ”svenske tilstande”. At vi til gengæld har søde og rare dommere, som vi kan tale med om deres bedømmelser. Hvordan i alverden skulle vi ellers kunne forbedre os? Og at der i det hele taget er en afslappet og meget hyggelig stemning blandt deltagerne i vores lille LP-verden.Nu skal det lige tilføjes til Sveriges forsvar, at det var en int. prøve med landsholdsudtagelse, og der var flere af de svenske deltagere, der gjorde mig opmærksom på, at forholdene på de almindelige prøver ikke er helt så skrappe. En ting de svenske dommere dog var meget flinke til, var at redegøre over for publikum præcis hvad de trak for. Det er der heldigvis flere af vores danske dommere der også gør, men de må gerne blive endnu bedre til det.

Birgitte og Tiger gik et forrygende program og fik en flot 3. plads.

Louisa og jeg kom hjem fra Nordisk Mesterskab for et par dage siden. Det var en super tur med masser af godt humør og gode oplevelser, men også med skuffelser.

Sjællænderne mødtes torsdag morgen i lufthavnen, hvor vi og vores hunde skulle med flyet. Der kan max være fire hunde med et fly, så vi skulle rejse i flere hold. Det var med bævrende hjerter, at vi afleverede vores små guldklumper i Kastrup. Vi spurgte stewardessen adskillige gange om hundene var med, hun svarede “ja, vi kan tydeligt høre dem”, hvilket dog ikke beroligede os stort… Men de faldt hurtigt til ro og var glade og i godt humør, da vi fik dem igen i Helsinki. Så ind i nogle taxier med de store flybure og alt vores habengut og derefter til hotellet. Hotellet var rigtig fint og havde en super beliggenhed. To minutters gang fra hotellet lå en stor skov (stor nok til vi kunne fare vild!!!) med lys på alle stierne, og det var helt fortryllende at gå tur der, særligt om aftenen.

Fredag skulle vi ud og træne i hallen, som lå et lille kvarters gang fra hotellet. Her var forholdene rigtig gode. God plads og et fint opvarmningsareal. Tæppet var ikke glattere end det plejer, og vores hunde har efterhånden lært at afpasse farten efter tæppet, så ingen problemer her. Træningen gik fint, selvom det altid er lidt forvirret, når man ikke har så meget tid. Vi havde valgt, at dele træningstiden op med hhv. fire og tre hunde på banen af gangen.

Efter træningen var der lodtrækning om startrækkefølgen, rækkefølge i lynet og stillingsskift. Christina trak nr. 3 og Louisa nr. 19. Derefter hjem for spise på hotellet, spansk restaurant - ingen Michelinstjerner mildest talt, og stille vækkeuret til tidligt lørdag morgen.

Prøven var planlagt med fællesdæk som første øvelse, dernæst spring og fri ved fod for alle deltagere, pause og så fremsending og næseprøve for alle deltagere. Søndag begyndte med fællessit, dernæst lynet og apportering, pause og så afslutningsvist indkald og stillingsskift. Det var spændende at prøve en konkurrence, hvor man udførte øvelserne parvis. Men som vi fandt ud af var det også rigtig hårdt for både hund og fører, at sætte sig op til at skulle i ringen så mange gange på en weekend. De fleste hunde var godt trætte, da vi nåede til slutningen på søndagen.

Christinas prøve:
Jeg var stærkt utilfreds med at trække nr. 3, da det passer mig meget dårligt ikke at have tid til at se nogle andre hunde på banen, inden jeg skal ind. Men men det kan jo ikke laves om, så det var bare med at vende det til noget positivt. Fællesdækken gik fint efter Senna forhold, vi fik her 8 point.

Da alle deltagere havde lavet fællesdæk var det direkte ind til springapporten, som normalt er en af vores rigtig gode øvelser, det gik også fint, 8,75 point. Derefter fri ved fod hvor jeg konstant arbejder med at afbalancere Sennas aktivitetsniveau. Hvis hendes intensitetsniveau er for højt, så er det en svær øvelse at få rolig og afbalanceret, men rammer vi det rigtige niveau, kan hun gå rigtig pænt. Øvelsen begyndte med fremadløb og efter 10 m holdt fra løb. Det var det eneste svære sted i den fri ved fod, som var meget let efter min mening. Til gengæld var der flere hunde, der havde problemer med holdt efter løb så hurtigt. Jeg havde forudse,t at det kunne blive en vanskelig start, men det gik rigtig fint. Jeg var meget tilfreds med Sennas præstation, hun gik så roligt og afbalanceret som det kan lade sig gøre på nuværende tidspunkt.

De næste to øvelser var fremsendig og næseprøve. Jeg følte, at vi var godt kørende og sagde til Louisa lige inden vi gik ind – nu giver vi den gas Senna lavede en fuldstændig ren og hurtig fremsendelse, ingen hop i fri ved fod eller noget, karakter 9½, 9, 9 og 8½ dvs. samlet 9, super god karakter i det her selskab, da der ikke blev givet et eneste 10 tal i den øvelse og så vidt jeg så to 10 taller i alt (på nær fællesøvelserne). Jeg ved ikke hvad der blev trukket for, det er bare noget man må acceptere. Derefter næseprøven hvor Senna løb fint ud og begyndte at søge helt fint, hun går over den rigtige og derefter ud til højre og tager den yderste pind. Ups – nul. Jeg har ingen forklaring på, hvorfor hun tog en forkert, da jeg altid kan se, når hun er lidt for hektisk i øvelsen, men det så ikke ud til at være tilfældet her. En underlig måde at slutte en ellers rigtig god dag for vores vedkommende.

Søndag kunne vi vist alle mærke, at både vi og hundene var trætte. Jeg lavede en bommert, jeg aldrig tror, jeg vil komme til at gentage. De i øvrigt meget dygtige og effektive finske prøveledere, havde sat en kegle ved startstedet til apporten. Jeg valgte så at placere mig på venstre side af denne kegle. Det gik fint med at sende Senna, som lavede en super apportering. God kegle, god og ens fart i alle strækninger og et godt optag, men for pokker hunden kunne jo ikke komme på plads! Keglen stod i vejen. Jeg flyttede mig, så min hund kunne komme på plads, vel vidende at jeg ville få et nul. Senna skulle ikke bøde for min fadæse. Resten af prøven gik sådan nogenlunde. Lyspunktet var at nogle af de ting, jeg har terpet i stillingsskiftet var kommet med ind i ringen, det var en god oplevelse.

Louisas prøve:
Allerede i 1. øvelse (fællesdæk) mærkede jeg, at Lukka ikke var helt i sit es. Da jeg dækkede hende af, lagde hun sig med den ene pote inde under kroppen. Måske kun en lille detalje men det fortæller mig, at hun er lidt usikker på situationen. Hun lå helt stille, mens jeg var væk, men da jeg skulle have hende op på plads igen efter de 4 min, blev hun liggende og skulle have en ekstra kommando. Det er ALDRIG sket i de to år vi har deltaget i eliteklassen…
   
2. øvelse var springet, som har været vores værste øvelse, siden Lukka kom til skade på et spring forrige sommer. Men det klarede hun ganske udmærket bortset fra en mærkelig lille urolig bevægelse ved afleveringen. 3. øvelse var fri ved fod, som er en af vores hof-øvelser. I de seneste prøver har vi fået 9,5 i fri ved fod, så jeg glædede mig virkelig til at komme i gang. Men fra allerførste skridt kunne jeg mærke, at Lukka slet ikke var på. Hun holdt sin position rigtig fint og havde kun en enkelt flagring, men jeg kunne ikke rigtig mærke hende. Der var godt nok også mange mennesker på banen, måske har det trykket hende lidt. Vi fik 8 for øvelsen så helt ringe var den ikke, men når nu jeg VED, hvordan hun plejer at danse ved min side, føltes det helt forkert, og jeg var både ked af det og ærgerlig da jeg forlod ringen. En følelse som jeg ikke rigtig kunne ryste af mig resten af dagen.

4. øvelse var fremsending og jeg besluttede mig for at hidse Lukka så meget op som jeg overhoved kunne, inden jeg gik i ringen. Det resulterede i, at hun lettede sin r.. en my lige inden hun blev sendt ud til keglen – og det er dyrt! Men flot kegle, flot felt og flot indløb tilbage til mig med masser af fart og glæde. Umiddelbart efter kom næseprøven. Lukka løb fint ud og lavede et helt perfekt søg, men vendte næsepinden nogle gange i munden på vej tilbage, og det trækkes der hårdt for. Det var ikke ligefrem vores dag, denne første dag. En lille fejl i hver eneste øvelse, og man er langt nede i klassementet. Hold op hvor var Lukka træt. Jeg tror jeg havde undervurderet, hvor hårdt flyrejsen og alle de nye indtryk tog på hende. Hvis jeg er så heldig at komme med igen en anden gang, vil jeg helt sikkert tage afsted en dag tidligere, så både jeg selv men så sandlig også min hund har en chance for at slappe af og komme til kræfter, inden det går løs.

Søndag var Lukka noget friskere. Vi lagde ud med fællessit. Her flyttede hun desværre begge poter en enkelt gang. Så kom lynet og nu kunne jeg kende min hund igen. Lukka dansede ved min side og indtog nogle fine positioner. Desværre havde vi en lille misforståelse ved afslutningen, så øvelsen blev ikke helt perfekt. Derefter skulle Lukka apportere, og det havde hun absolut ingen problemer med MEN så ville hun pludselig ikke slippe apporten!!! Grr… min artige lille hund. Hvad i alverden gik der af hende???

Den sidste gang vi skulle i ringen begyndte med indkald. Lukka blev dækket af, og jeg gik de 30 meter frem og vendte mig om. Lukka var tændt og klar, men liiige som jeg skulle til at kalde på hende, var der en hund der sagde VUF og Lukka lavede et lille ryk med kroppen!!! Dyre point tabt endnu engang… Resten af øvelsen var ellers så flot, som hun kan lave den med fine hurtige stop. Den afsluttende øvelse var fjernkontrol og den var fin. Lukka rykkede sig godt nok nogle få cm frem, men hun lavede nogle hurtige rene skift.

Lukka fik lige omkring 8 i snit i alle øvelserne, og det rakte akkurat til en første præmie, så vi kunne rejse hjem med en fin ny titel som Finsk Lydigheds Champion. Men alt i alt ikke ligefrem samme følelse som til sidste års NM. Ikke i en eneste øvelse gik Lukka op til sit bedste, men sådan er det nok bare nogen gange. Jeg er sikker på, at heldet nok skal være med os en anden god gang. Og Lukka vil altid være den største stjerne i mine øjne

Flyturen hjem gik lige så smertefrit som ud. Ingen problemer i lufthavnen. Vi tjekkede flere gange med flypersonalet, og de forsikrede os at hundene var med ombord, og at de havde tændt for varmen. I Kastrup kunne vi afhente nogle meget glade hundebasser, der allerede virkede flyvevante og ikke spor stressede. Det er helt sikkert ikke sidste gang, vi vælger at flyve med vores hunde frem for at bruge et døgn eller halvandet på at køre og sejle. Næste gang rejser vi bare en dag tidligere…

Tak til jer alle på holdet for en fantastisk hyggelig tur og til Pia – vores eneste supporter og tjenene ånd – for at sørge rigtig godt for os. Og til Erling vores holdleder for hjælp under prøverne.