Balance i træningen

posted in: Christrina Ingerslev | 4.927

Jeg har bestemt mig for ikke at skrive en hel masse om, hvor frustrerende det har været ikke rigtig at kunne træne, fordi Senna har været syg i lang tid. Hun er ganske langsomt ved at få det bedre, så det er den gode nyhed. I sommer var jeg på træningslejr i Sverige, sammen med en række superdygtige trænere fra både Norge, Sverige, Finland, Rusland og Polen. Lejren var arrangeret af Maria Brandel, Ditte Andersson og Heléna Lindström, og de gjorde det fantastisk godt. Det var tre fantastiske dage med super træning og mange gode snakke om hundetræning. En af de ting vi diskuterede var klikkertræningens muligheder og begrænsninger, og i den forbindelse hvilke fejlmeldingsrutiner vi hver især havde. Det emne har jeg bestemt mig for at vende tilbage til i en senere blog. Hvis du har nogle spørgsmål omkring fejlmeldingsrutiner, jeg skal lade mig inspirere af til en kommende blog, så skriv endelig til mig.

I min egen træning er jeg blevet mindet om nogle af de emner, vi talte om i Sverige. Samtidig skrev jeg for et stykke tid siden et blogindlæg til Siv Svendsens blog på Amokk hundeskole (http://www.amokk.no/), hvor et af kodeordene var balance. Det er en kombination af disse emner, jeg gerne vil brodere videre på her.

Den balance jeg tænker på, er mellem hundens initiativ på den ene side og signalforståelse på den anden side. Jeg oplever, at der kan komme problemer med signalforståelsen især i øvelserne fjernkontrol og sit, stå og dæk under gang hos nogle klikkertrænede hunde. Det sker langtfra hos alle klikkertrænede hunde, men jeg ser det særligt hos klikkertrænede hunde, hvor træneren ikke har fokuseret meget på, at hunden virkelig skal vente på signalet og kun reagere, når den hører signalet.

Min egen systematiske træning har ligget underdrejet i ½ år, jeg har lavet lidt hist og pist og særlig indkald med stop har jeg trænet på og det går super godt, men fjernkontrol, er faktisk kommet lidt ud af kontrol her i sygdomspausen. Jeg tænkte at jeg ville begynde lidt forfra med øvelsen og indlære et nyt bevægelsesmønster, da jeg synes at Sennas dæk fra stå er blevet lidt unøjagtig. Jeg har arbejdet med frivillige tilbud, sat et nyt signal på og synes faktisk jeg er kommet et pænt stykke vej, men lige så snart jeg gradvist sætter det ind i den samlede fjernkontrol, så får jeg det gamle mønster igen. Jeg tror faktisk hendes association er: En bevægelse når hun selv tilbyder og en anden bevægelse, når jeg giver signal. Godt så – vi må tilbage i træningen og arbejde mere med signalforståelsen og samtidig ro i positionerne. Hun er samtidig blevet mere tilbydende i selve fjernkontrollen end godt er, så vi skal arbejde med indtage position og holde position og eventuelt gentagelse og derefter belønning. Balancen er i hvert fald i øjeblikket tippet til fordel for, for mange tilbud og for lidt signalforståelse.

På kontoret er det kraftig aktivitet, vi arbejder i øjeblikket på to bogudgivelser: Pia Hviid har skrevet bogen Hundesulten, som er en opskriftsbog med hjemmelavede godbidder. Vi udgiver bogen på vores forlag i slutningen af denne måned. Glæder mig så meget til bogen bliver færdig, der en super flot!

Samtidig er Karen Ulrich og jeg ved at lægge sidste hånd på vores egen store grundbog i klikkertræning. Trykkeriet var ved at falde besvimet om, da vi fortalte hvor mange sider, vi havde planlagt, så vi lagde en ny strategi og kan nu faktisk se afslutningen på vores arbejde gennem flere år. Glæder mig så meget til at stå med den i hånden.

Has Pavlov Left the Building?

Christina Ingerslev, Karen Frost & Karen S. Ulrich

We all know that Elvis has left the building (and Fraiser too). But has Pavlov also left the building?

Recently back home from Clicker Expo in San Francisco, we continue to puzzle over what seems to be an emerging trend among some of the presenters at the conference. In traditional learning theory we view learning from two perspectives; i.e. that of classical conditioning and operant conditioning. In a number of presentations at the conference we found an approach to learning that was purely operant, seemingly disregarding the aspects of learning that are classically conditioned. In fact, one presenter even argued that we might as well disregard classical conditioning altogether as all learning, from his point of view, is really operant. This presenter proceeded to show a video clip of a counter conditioning session (done by someone else) and argued that the dog’s emotional response was not being changed but that it was simply learning a new operant response. Another presenter spoke of establishing the association between a neutral stimulus and an unconditioned stimulus, in this case done in order to condition a secondary/substitute reinforcer, as an operant process, that could be viewed “as a behavior that you can reinforce”. In contrast to this purely operant approach, renowned presenters like Susan Friedman and Kathy Sdao continue to use the terminology of both operant and classical conditioning when speaking of the different aspects of learning and different ways of changing behavior. Hence, the reason why we feel inclined to ask the question; “Has Pavlov Left the Building?” After all, a conference on training and learning must be the very place to present and discuss the various aspects of learning in all its nuances, not a place to cut corners or trivialize the importance of knowing one’s tools and techniques.

When we train dogs and other animals to perform a variety of behaviors, our immediate goals are, indisputably, operant. To put it simply, we wish to teach the animal to perform certain behaviors on cue. The behaviors are brought under stimulus control so that we can get reliable performance of the desired behaviors when the learned cues are presented. However, when we work with animals, it is also important to consider the emotional state of the learner. Consequently, we cannot disregard the fact that classical conditioning is continually taking place – while we are busy at work changing the operant skills of our learner. Also, some aspects of our training and some of the tools we use are a product of classical conditioning. This goes for our conditioned marker signals and substitute reinforcers but also associations between cues and behaviors and between behaviors and reinforcers are classically conditioned. Cues and behaviors as well as training locations and training equipment all take on a value for the learner, of either pleasure or discomfort, depending on the training techniques employed. In our opinion, this is no small matter and certainly not one to be disregarded when discussing, planning, or executing training with animals.

 

We humans like to organize things, e.g. concepts, into nice and orderly categories. Textbooks on learning distinguish between the two types of conditioning. However, in real life things are not quite as neatly organized. Classical and operant conditioning are indeed separate ways of learning. We know this from studies of how and where these processes take place in the brain. But in real life learning situations we cannot separate the two completely or simply choose to disregard the one. Classical and operant conditioning go hand in hand and in most situations take place at the same time. What is learned differs, depending on whether you take a respondent or an operant view of a given situation but they are both part and parcel of any learning situation in which we look to change the behavior of our learner. This goes for any training in which the primary objective is to change the operant behavior of the animal.

When dealing with animals with behavior issues such as fear and aggression, it is even more important to consider classical conditioning. Classical conditioning is essential both in order to understand the conditioned emotional response (CER) that motivates the operant responses that are considered problematic and in order to know and employ counter conditioning as a central approach to change the CER and in that way change the behavioral output that is motivated by the animal’s emotional state. We do not dispute the fact that operant training can change the emotional state of an animal through the empowerment gained by acquiring a sense of operant control in a stressful situation and through the classical conditioning that takes place when a certain behavior is heavily associated with attractive reinforcers. But operant conditioning does not do the trick alone, nor does it suffice to explain all aspects of learning when we teach, train or learn…

 

We wonder if this tendency to view all learning from an operant perspective springs from on the one hand a purely Skinnerian approach to learning and on the other what can be conceived as a limited interest in the motivational and emotional aspects of behavior.

“Det er bare fordi det er en border collie….”

posted in: Christrina Ingerslev | 6.653

Af Christina Ingerslev
Jeg fik min første hund i 1976. Jeg havde plaget mine forældre om en hund og havde endelig fået lov til at få en irsk setter. Det var en skøn hund med utrolig meget energi, som lærte mig meget om samarbejdet mellem hund og menneske. Derefter fik jeg en beagle i 1987, som jeg gik til mine første lydighedsprøver med. Sammen med ham blev jeg godt og grundigt bidt af lydighedssporten. I 1990 fik jeg så min første border collie – Amanda, som for alvor satte fart på prøvelivet. Derefter har jeg haft flere border collier og har i dag to af slagsen, Chillie på 11 år og Senna på 4 år. Jeg elsker simpelthen denne race, og ville have border collie uanset om jeg gik til lydighedsprøver eller ej. Min holdning er, at der er en race der passer til os alle blandt de over 300 forskellige racer vi har i Danmark, og som lige præcis er det perfekte match af egenskaber alt efter, hvad vi hver især prioriterer højest. 
Jeg hører dog ofte sætningen “det er bare fordi det er en border collie” til at forklare alle mulige og umulige sammenhænge. En dame mente ikke hun kunne træne en bestemt øvelse, der var beskrevet i bladet Hund & Træning, fordi hun havde en lille hund, og der var kun billeder af border collie i øvelsen. Andre har ment, at de ikke kunne lære deres hund det ene eller det andet, fordi det ikke er en border collie. Der er også dem, der giver udtryk for, at man skal have en border collie for kunne konkurrere i eliteklassen osv. Efterhånden føler jeg, at jeg lige må lufte en lille frustration, jeg har over at høre de her ting i et offentligt forum. 
Det der slog hovedet på sømmet, var da jeg diskuterede emnet med en af mine søde kollegaer. Hun havde hørt følgende kommentar om Karen Ulrichs dygtige og arbejdsomme beagler. Det er også bare fordi, det er Karen Ulrichs beagler. Øøøøh hvad!!! Karens beagler er ikke en særlig slags beagler, der modsat alle andre beagler er træningsvillige, men de bliver trænet af en dygtig hundetræner, som lægger tid og energi i at træne og aktivere dem. Derfor er de træningsvillige og arbejdssomme. Jeg føler således trang til at komme med nogle kortfattede forbrugeroplysninger om border collier og hundetræning generelt.
Nej, border collien har ikke en chip installeret, som man bare kan aktivere, hvorefter den går et perfekt lydighedsprogram. En border collie er lærenem, hurtig og smidig. Egenskaber der er perfekte for en lydighedshund, men det er der masser af andre hunderacer, der også er. Samtidig er bagsiden af medaljen at lærenemme hunderacer med meget energi også lærer alt det, vi ikke synes de behøver at lære. Guderne skal vide, at det ikke gør livet lettere, når man køber en Ferarri-type, sådan som jeg har gjort det med min yngste hund Senna. Mit liv havde være meget lettere med en lidt mere rolig hundetype, sådan som min anden hund Chillie er det. (som stadig er en arbejdstype med en masse energi) Men jeg eeeelsker Sennas fart og energi, derfor tager jeg de ulemper med der følger.   
Alle de andre der konkurrerer har også hurtige og veltrænede hunde, så det er rent faktisk nødvendigt at træne og træne meget for at gøre sig gældende i toppen af konkurrencer. Lydighed på konkurrenceniveau kræver virkelig meget træning og motionering af hunden for, at den skal kunne være klar til et mesterskab. Vi taler omkring 1 time dagligt udover motionen. 
Alle hunderacer der trænes jævnligt, kan lære de mest utrolige ting. På vores forskellige kurser og uddannelser i Hund & Træning har vi mange forskellige hunderacer. Alt lige fra store hunderacer som berner sennenhunde og OES til små racer som chihuahua og cavallier. Vi har haft muskelhunde, jagthunde, mynder og hunde, der var opgivet af andre træningspladser. Jeg elsker at arbejde med alle de forskellige hunderacer, og jeg synes det er lige fantastisk hver gang at se, hvilken utrolig udvikling alle hunde gennemgår, når bare deres træner tror på at de KAN! Det handler om at træneren kender til de grundlæggende principper for træningen og derudover går helt ind i processen og virkelig arbejder på at forstå deres hund, og hvordan lige netop denne hund skal trænes.  
Selvfølgelig er der forskel på, hvad en hund der er 20 cm høj og en der vejer over 60 kilo kan gøre. Der er forskel på hvor hurtigt de løber, og på hvordan de kan udføre forskellige øvelser. Jeg har jævnligt snakke med vores forskellige kursister om den enkelte hunds fysiske formåen, og hvordan vi kan arbejde med de forskellige færdigheder kursisten ønsker at lære hunden. Det allervigtigste er dog at tænke i løsninger, i stedet for at lade sig begrænse af, at en hund af den og den race ikke kan gøre det ene eller det andet. Jeg har gennem årene hørt meget om, hvad forskellige hunderacer ikke kan gøre. Det mest ekstreme var, da min niece af en instruktør havde fået at vide, at hendes shar pei ikke ville kunne lære at dække. Godt så tænkte jeg, må jeg lige prøve, sagde jeg og to minutter senere dækkede hunden selvfølgelig. 
Det fælles træk jeg ser hos de hundetrænere, der når længst med deres hunde uanset race, er en helt ukuelig tro på, at selvfølgelig kan deres hund lære det de ønsker. Samtidig med en villighed til at gå i gang med træningen og se hvor langt de kan komme. Nogen træningsopgaver tager kort tid, nogen træningsopgaver tager længere tid, sådan er det for alle, uanset hvilken hundrace man har. Derfor: Tro på at det kan lade sig gøre og gå ud og prøv! 
God fornøjelse med træningen uanset hvilken dejlig hunderace du har!!
Christina Ingerslev :-)   

VM i Salzburg

Onsdag den 16 maj tog Louisa og jeg til VM i lydighed i Salzburg Østrig. Optagten var meget stressende, da der var noget usikkerhed om indkvarteringen med hunde mm. Turen derned gik fint, vi fulgtes med Pia Bergenholz i vores bil og Birgitte Bruel og hendes mand William i deres bil. Heldigvis kunne de tage noget af vore bagage ellers kunne vi slet ikke være i bilen.

Da vi ankom til hotellet var det regnvejr og iskoldt, phu ha det fortsætter forhåbentlig ikke tænkte jeg, for jeg har hverken pakket fleecetrøje eller varmt overtøj.

Vi skulle tidligt op og træne i hallen dagen efter, dvs. om torsdagen, da vi havde en træningstid 8.46. Vi havde set på kortet, at der lå et dejligt grønt område mellem hotellet og hallen. Yes, det var også rigtigt, desværre var det grønne område klipper beklædt med træer, så vi måtte pænt gå udenom alt det grønne og i stedet gå ved siden af de meget trafikerede veje. Hallen vi skulle være i var et ishockey stadion, hvor der var lagt gulv og tæpper over isen. Der var dejlig god plads i ringen, så vi gik alle sammen på banen samtidig. Det betød at vi fik ekstra træningstid. Opvarmningen i ringen handler for mig at se mest om, at hunden skal føle underlaget og føle sig godt tilpas i ringen. Jeg vidste, at Senna skulle prøve at stoppe på tæppet, men jeg var ikke forberedt på, at hun ville skøjte rundt som en anden Bambi på is. Efter en ti – tolv gentagelser af både stå og dæk i indkaldet begyndte det at gå lidt bedre. Vi nåede også en fremsending, apport og en springapport.
Det meget “grundige” dyrlægetjek, hvor dyrlægen lagden en hånd på hunden og så i passet blev overstået. Vi spiste lidt mad og gik tilbage til hotellet. Kl. 14.30 var vi tilbage i hallen, da prøvehunden skulle på kl. 14.40 – øj nej det stod i tidsplanen, men den var de kommet foran, så de havde bare taget prøvehunden før og derefter begyndt mødet for holdlederne. Erling spaserede resolut ind og fik det lavet om, så der kom en ny prøvehund til ære for de punktlige danskere. Inden da havde Birgitte fået kontakt med nogle japanere, der havde filmet prøvehunden. Japan var med for første gang og filmede alt med deres overraskende dårlige kameraer. Middag på en græsk restaurant lige overfor hotellet og så på hovedet i seng tidligt.
Tidligt op om fredagen hvor jeg skulle op som nr. 21. der var afgang til hallen kl. 6.30, ingen morgenmad den dag heller. Jeg har lært altid at tage noget mad med selv, så man ikke er afhængig af at nogen sælger dårlig cafemad. Vi havde fået en fin base lige foran et lille rum, hvor hundene kunne stå helt ugenert. Det var faktisk perfekt.

Jeg var på i fjerde gruppe, der begyndte med fællesdækken, derefter gik man ind i den anden ring til fællessit. Senna og jeg stod som nr. 3 fra højre og vidste heldigvis ikke, at de to foregående hunde havde fået nul på den plads Senna skulle ligge på, fordi de snusede for meget. Jeg ved ikke hvad det var med det sted, men Senna snusede også, hvilket hun ikke plejer og fik 7 af begge dommere. Videre til fællessit, her sidder hun som en saltstøtte og får 2 x 10, dejligt at fællesøvelserne er ovre. Jeg havde et problem med dem sidste år, men føler at vi har fået meget bedre styr på dem nu. Alligevel bliver jeg altid mest nervøs i de øvelser, fordi jeg ikke kan se min hund. Så var det bare at vente til det blev min tur til at gå i ringen til de andre øvelser omkring frokosttid. Jeg har efterhånden fundet den bedste måde at klargøre hende på, ud og afreagere med noget leg og løb ca. en time før jeg skal op. Her laver jeg også nogle enkelte øvelser og lidt fri ved fod, derefter afslapning indtil kort før vi skal på. Jeg sidder eller står stille og lader op sammen med hende, indtil det bliver vores tur. For os handler det meget om at få ro på og være afslappede inden vi skal i ringen.
Lige inden jeg går ind giver jeg Louisa et stort kram, vi har delt så mange oplevelser med Senna og Lukka og nu står vi her ved vores foreløbige mål VM. Fantastisk! Jeg kan mærke, at jeg virkelig gerne vil ind på banen, har super meget lyst til at være her og til at deltage. Der er den helt rigtige mængde sommerfugle i maven – alt er perfekt. Lodtrækning inden vi går i ringen, jeg ønsker at trække venstre apport, hvorfor ved jeg ikke, hun kan begge retninger lige godt og jeg trækker venstre apport og går ind i ringen. Første øvelse er indkaldet, det er den øvelse jeg har mindst føling med, da jeg ingen ide har om, hvordan hun vil stoppe på gulvet. Ståen er fin, jeg kalder igen og hun drøner mod mig. Jeg tænker, det bliver svært med den fart, siger dæk og ser hende glide mindst fem meter på tæppet, men jeg hører publikums uhhhhh i ørene. Dejligt at de lever med i øvelsen. Jeg får 6 og 7 for øvelsen.
Dernæst fremsendelse, hvor hun løber hurtigt ud til keglen og drøner ud i feltet. Desværre havner hun tæt på bagerste linie, jeg siger kom, som hun ikke hører, så jeg dækker hende af med en tæt margin til bagerste linie. Hører igen publikums uhhhhh, fordi hun dækker tæt på stregen – jeg tolker det som om hun er inde. 7 af den ene dommer og 9 af den anden dommer.

Videre til apporteringen, her ligger apporterne en meter foran feltet. Senna kommer til at vælte keglen men gør det ellers fint. På vejen tilbage kan jeg se, at hun tøver en lille smule, da der står en hel masse ben med sorte bukser. Hun skal lige tjekke hvilke sorte bukser, der er mine. Ingen tygning og fin plads. Det giver 8,5 og 7,5 – fine karakterer i denne konkurrence, hvor man skal være jublende glad for et 8-tal.
Derefter fri ved fod, som går helt hæderligt, hun er 100% koncentreret hele tiden men også lidt freeesh efter løbeøvelserne og har nogle små hop undervejs, 7 fra begge dommere, helt OK. Jeg har i min træning arbejdet meget med at gøre hende afslappet i fri ved fod og jeg tror faktisk, at jeg er på rette vej med de tiltag jeg har gjort inden VM.

Så går vi ind i den anden ring, hvor vi skal begynde med næseprøve. Vi har trænet meget på at være rolige inden næseprøven, hvilket har betalt sig, da hun tager den rigtige pind og kommer ind med den. Hun har fint tempo ud og hjem, men går over den rigtige et par gange og så kan man ikke få mere end 7 og 6,5. Springapport, her bukker hun lige ned i forbenene ved en ellers flot udført øvelse og får 7 og 6,5. I fjernkontrollen laver hun fine skift uden ekstra kommandoer, men hun kommer lidt frem, så det bliver til 6,5 fra begge dommere. Jeg er meget tilfreds med fjernkontrollen, da der var meget larm omkring hende, synes det er fint at hun kunne koncentrere sig og tage kommandoerne. Sidste øvelse er lynet, sit, stå og dæk under gang i rækkefølgen, dæk, sit og stå. Jeg plejer aldrig at misse en position uanset hvordan rækkefølgen er, men hun sætter sig ikke, så her har vi 5.5 og 5 – lidt øv.

Jeg går ud af banen med en super god fornemmelse, jeg havde endnu ikke set pointene, men er glad for at Senna glad og kækt har gået hele programmet. Der var små ting i de fleste øvelser og jeg får egentlig fornemmelsen af, at man har et 8 tal, hvis øvelsen er OK. Hvis der er en lille fejl, trækkes der fra 8 – tallet og hvis øvelsen er virkelig flot, så kan man komme højere op end de 8. Pia og jeg stod og talte lidt med den finske dommer om indkaldet. Den finske dommer sagde, at hun trak 2 point, hvis hunden kom for tæt på benet og uens fart trak selvfølgelig også. Jeg er helt sikker på, at den italienske dommer trak for at hunden gled på tæppet. Om fjernkontrollen sagde den finske dommer, at hun trak ca. 2 point, hvis hunden flyttede sig med en tredjedel, dvs. en 15 – 20 cm, mens den østrigske dommer trak for for store og for lange signaler til skiftene i fjernkontrol. Alt i alt må man konkludere, at der ikke noget sted skal være noget, der på den ene eller den anden måde stikker ud. Efterhånden synes jeg der bliver fokuseret så meget på detaljer og små bitte uregelmæssigheder, at hundene generelt er langsommere, så alt foregår helt glat og næsten robotagtigt. Den her tendens med at dommerne næsten ikke tør være den, der giver et tital, har vi set i flere år og var synes jeg meget udtalt i Østrig. Det er vanskeligt at vide, hvad den enkelte dommer trækker for og det gør det uigennemskueligt, at vide hvordan man skal forbedre sig. Jeg har stadig den holdning, at den hurtige hund også har en plads ved denne type konkurrencer, selv om der lettere kommer nogle små ting ind der kan trækkes for. Jeg har ihvertfald ikke tænkt mig at tage farten ud af min hund, selv om det føles fristende. Mindre fart giver jo færre fejl. Jeg er meget glad og stolt over mit turbodyrs præstation og håber virkelig jeg får chancen for at deltage igen.
Vi havde mange sjove oplevelser og grin og det var super spændende at følge de andre danske deltagere og se de mange dygtige hunde fra de forskellige lande, tak til jer allesammen for en rigtig god tur! Den ufattelige ulykke med Monicas Ekstra er stadig helt uvirkelig – tænk at det kunne ske. Tillykke til finske Christa og Jessica på de to første pladser i finalen.
Arbejder på min video, som kommer på senere.

1 2 3 4