Onsdag den 16 maj tog Louisa og jeg til VM i lydighed i Salzburg Østrig. Optagten var meget stressende, da der var noget usikkerhed om indkvarteringen med hunde mm. Turen derned gik fint, vi fulgtes med Pia Bergenholz i vores bil og Birgitte Bruel og hendes mand William i deres bil. Heldigvis kunne de tage noget af vore bagage ellers kunne vi slet ikke være i bilen.
Da vi ankom til hotellet var det regnvejr og iskoldt, phu ha det fortsætter forhåbentlig ikke tænkte jeg, for jeg har hverken pakket fleecetrøje eller varmt overtøj.
Vi skulle tidligt op og træne i hallen dagen efter, dvs. om torsdagen, da vi havde en træningstid 8.46. Vi havde set på kortet, at der lå et dejligt grønt område mellem hotellet og hallen. Yes, det var også rigtigt, desværre var det grønne område klipper beklædt med træer, så vi måtte pænt gå udenom alt det grønne og i stedet gå ved siden af de meget trafikerede veje. Hallen vi skulle være i var et ishockey stadion, hvor der var lagt gulv og tæpper over isen. Der var dejlig god plads i ringen, så vi gik alle sammen på banen samtidig. Det betød at vi fik ekstra træningstid. Opvarmningen i ringen handler for mig at se mest om, at hunden skal føle underlaget og føle sig godt tilpas i ringen. Jeg vidste, at Senna skulle prøve at stoppe på tæppet, men jeg var ikke forberedt på, at hun ville skøjte rundt som en anden Bambi på is. Efter en ti – tolv gentagelser af både stå og dæk i indkaldet begyndte det at gå lidt bedre. Vi nåede også en fremsending, apport og en springapport.
Det meget “grundige” dyrlægetjek, hvor dyrlægen lagden en hånd på hunden og så i passet blev overstået. Vi spiste lidt mad og gik tilbage til hotellet. Kl. 14.30 var vi tilbage i hallen, da prøvehunden skulle på kl. 14.40 – øj nej det stod i tidsplanen, men den var de kommet foran, så de havde bare taget prøvehunden før og derefter begyndt mødet for holdlederne. Erling spaserede resolut ind og fik det lavet om, så der kom en ny prøvehund til ære for de punktlige danskere. Inden da havde Birgitte fået kontakt med nogle japanere, der havde filmet prøvehunden. Japan var med for første gang og filmede alt med deres overraskende dårlige kameraer. Middag på en græsk restaurant lige overfor hotellet og så på hovedet i seng tidligt.
Tidligt op om fredagen hvor jeg skulle op som nr. 21. der var afgang til hallen kl. 6.30, ingen morgenmad den dag heller. Jeg har lært altid at tage noget mad med selv, så man ikke er afhængig af at nogen sælger dårlig cafemad. Vi havde fået en fin base lige foran et lille rum, hvor hundene kunne stå helt ugenert. Det var faktisk perfekt.
Jeg var på i fjerde gruppe, der begyndte med fællesdækken, derefter gik man ind i den anden ring til fællessit. Senna og jeg stod som nr. 3 fra højre og vidste heldigvis ikke, at de to foregående hunde havde fået nul på den plads Senna skulle ligge på, fordi de snusede for meget. Jeg ved ikke hvad det var med det sted, men Senna snusede også, hvilket hun ikke plejer og fik 7 af begge dommere. Videre til fællessit, her sidder hun som en saltstøtte og får 2 x 10, dejligt at fællesøvelserne er ovre. Jeg havde et problem med dem sidste år, men føler at vi har fået meget bedre styr på dem nu. Alligevel bliver jeg altid mest nervøs i de øvelser, fordi jeg ikke kan se min hund. Så var det bare at vente til det blev min tur til at gå i ringen til de andre øvelser omkring frokosttid. Jeg har efterhånden fundet den bedste måde at klargøre hende på, ud og afreagere med noget leg og løb ca. en time før jeg skal op. Her laver jeg også nogle enkelte øvelser og lidt fri ved fod, derefter afslapning indtil kort før vi skal på. Jeg sidder eller står stille og lader op sammen med hende, indtil det bliver vores tur. For os handler det meget om at få ro på og være afslappede inden vi skal i ringen.
Lige inden jeg går ind giver jeg Louisa et stort kram, vi har delt så mange oplevelser med Senna og Lukka og nu står vi her ved vores foreløbige mål VM. Fantastisk! Jeg kan mærke, at jeg virkelig gerne vil ind på banen, har super meget lyst til at være her og til at deltage. Der er den helt rigtige mængde sommerfugle i maven – alt er perfekt. Lodtrækning inden vi går i ringen, jeg ønsker at trække venstre apport, hvorfor ved jeg ikke, hun kan begge retninger lige godt og jeg trækker venstre apport og går ind i ringen. Første øvelse er indkaldet, det er den øvelse jeg har mindst føling med, da jeg ingen ide har om, hvordan hun vil stoppe på gulvet. Ståen er fin, jeg kalder igen og hun drøner mod mig. Jeg tænker, det bliver svært med den fart, siger dæk og ser hende glide mindst fem meter på tæppet, men jeg hører publikums uhhhhh i ørene. Dejligt at de lever med i øvelsen. Jeg får 6 og 7 for øvelsen.
Dernæst fremsendelse, hvor hun løber hurtigt ud til keglen og drøner ud i feltet. Desværre havner hun tæt på bagerste linie, jeg siger kom, som hun ikke hører, så jeg dækker hende af med en tæt margin til bagerste linie. Hører igen publikums uhhhhh, fordi hun dækker tæt på stregen – jeg tolker det som om hun er inde. 7 af den ene dommer og 9 af den anden dommer.
Videre til apporteringen, her ligger apporterne en meter foran feltet. Senna kommer til at vælte keglen men gør det ellers fint. På vejen tilbage kan jeg se, at hun tøver en lille smule, da der står en hel masse ben med sorte bukser. Hun skal lige tjekke hvilke sorte bukser, der er mine. Ingen tygning og fin plads. Det giver 8,5 og 7,5 – fine karakterer i denne konkurrence, hvor man skal være jublende glad for et 8-tal.
Derefter fri ved fod, som går helt hæderligt, hun er 100% koncentreret hele tiden men også lidt freeesh efter løbeøvelserne og har nogle små hop undervejs, 7 fra begge dommere, helt OK. Jeg har i min træning arbejdet meget med at gøre hende afslappet i fri ved fod og jeg tror faktisk, at jeg er på rette vej med de tiltag jeg har gjort inden VM.
Så går vi ind i den anden ring, hvor vi skal begynde med næseprøve. Vi har trænet meget på at være rolige inden næseprøven, hvilket har betalt sig, da hun tager den rigtige pind og kommer ind med den. Hun har fint tempo ud og hjem, men går over den rigtige et par gange og så kan man ikke få mere end 7 og 6,5. Springapport, her bukker hun lige ned i forbenene ved en ellers flot udført øvelse og får 7 og 6,5. I fjernkontrollen laver hun fine skift uden ekstra kommandoer, men hun kommer lidt frem, så det bliver til 6,5 fra begge dommere. Jeg er meget tilfreds med fjernkontrollen, da der var meget larm omkring hende, synes det er fint at hun kunne koncentrere sig og tage kommandoerne. Sidste øvelse er lynet, sit, stå og dæk under gang i rækkefølgen, dæk, sit og stå. Jeg plejer aldrig at misse en position uanset hvordan rækkefølgen er, men hun sætter sig ikke, så her har vi 5.5 og 5 – lidt øv.
Jeg går ud af banen med en super god fornemmelse, jeg havde endnu ikke set pointene, men er glad for at Senna glad og kækt har gået hele programmet. Der var små ting i de fleste øvelser og jeg får egentlig fornemmelsen af, at man har et 8 tal, hvis øvelsen er OK. Hvis der er en lille fejl, trækkes der fra 8 – tallet og hvis øvelsen er virkelig flot, så kan man komme højere op end de 8. Pia og jeg stod og talte lidt med den finske dommer om indkaldet. Den finske dommer sagde, at hun trak 2 point, hvis hunden kom for tæt på benet og uens fart trak selvfølgelig også. Jeg er helt sikker på, at den italienske dommer trak for at hunden gled på tæppet. Om fjernkontrollen sagde den finske dommer, at hun trak ca. 2 point, hvis hunden flyttede sig med en tredjedel, dvs. en 15 – 20 cm, mens den østrigske dommer trak for for store og for lange signaler til skiftene i fjernkontrol. Alt i alt må man konkludere, at der ikke noget sted skal være noget, der på den ene eller den anden måde stikker ud. Efterhånden synes jeg der bliver fokuseret så meget på detaljer og små bitte uregelmæssigheder, at hundene generelt er langsommere, så alt foregår helt glat og næsten robotagtigt. Den her tendens med at dommerne næsten ikke tør være den, der giver et tital, har vi set i flere år og var synes jeg meget udtalt i Østrig. Det er vanskeligt at vide, hvad den enkelte dommer trækker for og det gør det uigennemskueligt, at vide hvordan man skal forbedre sig. Jeg har stadig den holdning, at den hurtige hund også har en plads ved denne type konkurrencer, selv om der lettere kommer nogle små ting ind der kan trækkes for. Jeg har ihvertfald ikke tænkt mig at tage farten ud af min hund, selv om det føles fristende. Mindre fart giver jo færre fejl. Jeg er meget glad og stolt over mit turbodyrs præstation og håber virkelig jeg får chancen for at deltage igen.
Vi havde mange sjove oplevelser og grin og det var super spændende at følge de andre danske deltagere og se de mange dygtige hunde fra de forskellige lande, tak til jer allesammen for en rigtig god tur! Den ufattelige ulykke med Monicas Ekstra er stadig helt uvirkelig – tænk at det kunne ske. Tillykke til finske Christa og Jessica på de to første pladser i finalen.
Arbejder på min video, som kommer på senere.
