Denne her blog kunne også have haft overskriften slip bekymringerne! Jeg støder jævnligt på hundeejere, der er bekymrede for at gøre det ene eller det andet i træningen, for hvad nu hvis der er noget der går galt? Jeg er ikke så bekymret for at prøve forskellige ting af i min træning, så længe det stemmer overens med min overordnede træningsfilosofi. Det gælder f.eks. i forhold til signaler og fri shaping. Jeg hører ofte om nogen der er bange for, at deres hund skal komme til at tilbyde alt muligt på konkurrencebanen, hvis de f.eks. bruger fri shaping og at hunden derfor helt fra begyndelsen skal have indlært, at den kun må gøre tingene på signal. Det er ikke en frygt, jeg på nogen måde deler. Jeg er slet ikke bange for at få en hund, der selv tager initiativ. Jeg synes det er helt fantastisk, at hunden tager initiativ. Det er for mig billedet på en glad og selvstændig hund. Jeg vil langt hellere have en kreativ og initiativrig hund, der tilbyder adfærd end det modsatte, nemlig en hund der venter for meget og mister fart og glæde. Jeg har tre arbejdsglade hunde, som alle er frishapet til masser af øvelser og alle er glade for at tage initiativ. Vi har ikke mistet mange point på konkurrencebanen, fordi de er tyvstartet eller gået i gang med noget de ikke skulle.

Jeg indlærer altid alle de forskellige lydighedsøvelser uden signaler, da jeg ligesom mange andre klikkertrænere mener, at signalarbejdet først hører til på det tidspunkt, hvor øvelsen er tæt på at være færdig. På det tidspunkt er det utrolig let at sætte signalerne på. Der er nemlig flere ulemper ved at knytte signalet til øvelsen på et tidligt stadium i hundens indlæring. For det første ønsker jeg ikke at knytte det færdige signal til en halvfærdig øvelse, der slet ikke ser ud som jeg vil have den. Hunden skal kun associere signalet til den færdige øvelse. På den måde er hunden heller ikke i tvivl om, hvad jeg beder den om. For det andet ønsker jeg ikke at arbejde med at lære hunden at vente på signaler på et tidligt stadium i dens uddannelse. Det hæmmer fart og initiativ, giver et forkert fokus i øvelsen og betyder at man kommer til at træne på flere kriterier på en gang. Gem signalindlæringen til senere og fokuser på fart og præcision i stedet for. Det er jo så utrolig let at få hunden til at vente på signal. Det er bare at afbalancere træningen med belønninger for at vente på signalet. Hunde er i øvrigt mestre i at skelne en træningssituation fra en anden, det er jo derfor vi skal bruge så meget tid på generaliseringstræning. Derfor har hundene ingen problemer med at skelne mellem prøver og træningssessioner.

  
Sennas absolutte yndlingsøvelse er apportøvelsen og hun har utrolig meget drive ud mod apporten. Derfor vidste jeg, at jeg skulle bruge lidt længere tid for at lære hende at vente på apportsignalet på det tidspunkt, hvor hun havde lært øvelsen og jeg skulle sætte signal på. Jeg lavede en lidt mere trinvis opdeling af signalfasen end ellers og belønnede hende for at vente på signalet i forskellige opsætninger af øvelsen. Hun venter fint, selv om hun er meget tændt i øvelsen. Det samme gjorde sig gældende, da vi arbejde med den dirigerede apport. Her skulle træningen opdeles lidt mere end med en mindre ivrig hund, men resultatet er blevet rigtig godt og det tog ikke lang tid at lære hende det.   

Faktisk mener jeg ikke den enkelt hunds signalfølsomhed afhænger af, hvordan signalerne er indlært, men langt mere af den enkelte hunds temperament og intensitet i udførelse af øvelserne. Selv med en turbohund som Senna synes jeg, at det er en kæmpe fordel at arbejde med fri shaping og at belønne hundens eget initiativ i indlæringen af øvelserne. Uanset træningsmetode skulle jeg alligevel bruge lidt mere tid på at arbejde med signalforståelse med denne type hund. Min gamle superhund Amanda, der er død for mange år siden, var trænet med mere traditionelle metoder, hvor signalerne blev sat på i begyndelsen af øvelserne. Hun mindede om Senna i temperament og jeg skulle arbejde akkurat lige så meget med signalforståelse hos hende, som jeg i dag gør med Senna.   

Sennas anden prøve i eliteklassen 

 

Så er der virkelig forårstravlhed med prøver, træning og undervisning Jeg har lige afsluttet fire dages undervisning, først vores adfærdsbehandlere, der nu har afsluttet deres første semester, derefter klikkerinstruktørene der kun har to gange tilbage af deres uddannelse og derefter undervisning for DKK’s instruktører i klikkertræning. Jeg elsker at undervise og er taknemmelig for, at jeg kan få lov til at have et job, hvor jeg beskæftiger mig med det jeg allerbedst kan lide. Ud over undervisningen synes jeg det er en fornøjelse at skrive, og jeg har besluttet at jeg vil have mere tid til det bogprojekt, som Karen Ulrich og jeg er begyndt på i fællesskab. Vi har så meget brug for bogen til undervisningen, og jeg synes jeg har hovedet fuld af så mange ideer, som jeg gerne vil have ned på papiret. Vi har afprøvet nogle af bogens koncepter i undervisningen med utroligt godt resultat og jeg glæder mig vildt meget til at se det på tryk. Jeg har bestemt mig for, at jeg VIL prioritere bogskrivningen i den kommende fremtid.

Træningsmæssigt går det godt. Senna og jeg har være til tre prøver i klasse 2 på godt en uge. Vi fik en vinderplacering i Ølstykke med 215,5 point, en andenvinder placering i Hillerød med 205 point og en vinderplacering med 215 point. Det var rigtigt dejligt, og jeg føler at flere ting i hendes træning nu begynder at falde på plads. Efter hendes løbetid er der kommet en modenhed, der ikke var der før. For en tæve er hun blevet meget sent moden. Hun er også lidt af en drengepige, så måske er det det der er forklaringen. Man kan træne og træne, men hvis biologien vil noget andet, er der ikke så meget at gøre. Inden løbetiden var det ligesom et puslespil der ikke rigtig kunne falde helt på plads. Et stykke tid efter løbetiden var det ligesom alle de små dele vi har gået og trænet på lige pludselig faldt i hak. Specielt er jeg glad for, at hun i alle prøverne blev i fællesdæk, som tidligere var vores svageste øvelse. Andendagen i Hillerød gik den hund der lå ved siden af hende, og en hund en plads længere væk gøede under hele prøven, mens den skiftevis indtog sit og dæk – den var blevet lidt for begejstret ved udsigten til agilitybanen. Senna lå trygt, så nu føler jeg vi er klar til klasse 3.

I den sidste periode har jeg også trænet på, at hun blev lidt mere rolig og afbalanceret under træningen og kørt en hel del godbidstræning, for at få ro på. Hvor det før gik temmelig vildt for sig, er der nu kommet en afbalancerethed som gør, at jeg synes vi er parate til at give den lidt mere gas i flere af øvelserne. Den hund kan simpelthen spæne, så jord og græstotter flyver om ørerne på hende. I indkaldet vil jeg dog stadig arbejde med en tilpas fart – løber hun så hurtigt som hun kan, så bliver det simpelthen for svært for hende at stoppe. Selv jeg må erkende at man kan få for meget fart. Jeg har ikke lyst til at have en hund, der ræser rundt uden, at der er styr på hvad den laver.

Jeg ved ikke hvordan andre konkurrenceudøvere har det, men jeg bruger meget tid på at diskutere med mig selv og især med Louisa, hvordan jeg vil frem i klasserne, hvad jeg vil satse på og hvornår hunden er klar til den ene og den anden klasse. Med Senna har jeg valgt at blive i klasserne, til jeg har fået en tilfredsstillende førstepræmie, dvs. at jeg synes hun kan øvelserne i klassen på en for mig tilfredsstillende måde. Der er altid mere at arbejde med, men så længe jeg føler hun har gjort det godt, er det OK at gå videre. Senna er min syvende konkurrencehund og på nær med min første Beagle tror jeg ikke, at jeg er gået op igen i klasse 2 efter at jeg har fået en førstepræmie i klassen. Det føltes dog godt at gøre det i Hillerød og jeg var meget tilfreds med, at jeg styrede min utålmodighed og ikke liiige prøvede klasse 3, hvor jeg godt ved at hun har styr på det meste, men ikke føler at vi er helt færdige i træningen endnu. Det har vi så tre uger til at færdiggøre, inden vi skal afprøve klasse 3 i Albertslund. Hun kan øvelserne, men der er flere detaljer vi skal have på plads før vi kan få toppoint. Hun er dejlig kreativ og der kommer ind imellem ting ind i træningen, som havde fået væk. Senest er hun begyndt at bodyslamme mig, når hun skal på plads efter springet og i indkaldet. Det var væk inden vi begyndte at træne indendørs i vinter, men efter at vi kom udenfor kom det igen. Jeg afprøver flere metoder og regner med at finde en der virker godt. Vores mål er at deltage i klasse 3 i år og se hvor langt vi kan komme i klassen, samtidig med at vi forbereder os på eliteklassen.