26 feb 2013

Has Pavlov Left the Building?

Christina Ingerslev, Karen Frost & Karen S. Ulrich

We all know that Elvis has left the building (and Fraiser too). But has Pavlov also left the building?

Recently back home from Clicker Expo in San Francisco, we continue to puzzle over what seems to be an emerging trend among some of the presenters at the conference. In traditional learning theory we view learning from two perspectives; i.e. that of classical conditioning and operant conditioning. In a number of presentations at the conference we found an approach to learning that was purely operant, seemingly disregarding the aspects of learning that are classically conditioned. In fact, one presenter even argued that we might as well disregard classical conditioning altogether as all learning, from his point of view, is really operant. This presenter proceeded to show a video clip of a counter conditioning session (done by someone else) and argued that the dog’s emotional response was not being changed but that it was simply learning a new operant response. Another presenter spoke of establishing the association between a neutral stimulus and an unconditioned stimulus, in this case done in order to condition a secondary/substitute reinforcer, as an operant process, that could be viewed “as a behavior that you can reinforce”. In contrast to this purely operant approach, renowned presenters like Susan Friedman and Kathy Sdao continue to use the terminology of both operant and classical conditioning when speaking of the different aspects of learning and different ways of changing behavior. Hence, the reason why we feel inclined to ask the question; “Has Pavlov Left the Building?” After all, a conference on training and learning must be the very place to present and discuss the various aspects of learning in all its nuances, not a place to cut corners or trivialize the importance of knowing one’s tools and techniques.

When we train dogs and other animals to perform a variety of behaviors, our immediate goals are, indisputably, operant. To put it simply, we wish to teach the animal to perform certain behaviors on cue. The behaviors are brought under stimulus control so that we can get reliable performance of the desired behaviors when the learned cues are presented. However, when we work with animals, it is also important to consider the emotional state of the learner. Consequently, we cannot disregard the fact that classical conditioning is continually taking place – while we are busy at work changing the operant skills of our learner. Also, some aspects of our training and some of the tools we use are a product of classical conditioning. This goes for our conditioned marker signals and substitute reinforcers but also associations between cues and behaviors and between behaviors and reinforcers are classically conditioned. Cues and behaviors as well as training locations and training equipment all take on a value for the learner, of either pleasure or discomfort, depending on the training techniques employed. In our opinion, this is no small matter and certainly not one to be disregarded when discussing, planning, or executing training with animals.

We humans like to organize things, e.g. concepts, into nice and orderly categories. Textbooks on learning distinguish between the two types of conditioning. However, in real life things are not quite as neatly organized. Classical and operant conditioning are indeed separate ways of learning. We know this from studies of how and where these processes take place in the brain. But in real life learning situations we cannot separate the two completely or simply choose to disregard the one. Classical and operant conditioning go hand in hand and in most situations take place at the same time. What is learned differs, depending on whether you take a respondent or an operant view of a given situation but they are both part and parcel of any learning situation in which we look to change the behavior of our learner. This goes for any training in which the primary objective is to change the operant behavior of the animal.

When dealing with animals with behavior issues such as fear and aggression, it is even more important to consider classical conditioning. Classical conditioning is essential both in order to understand the conditioned emotional response (CER) that motivates the operant responses that are considered problematic and in order to know and employ counter conditioning as a central approach to change the CER and in that way change the behavioral output that is motivated by the animal’s emotional state. We do not dispute the fact that operant training can change the emotional state of an animal through the empowerment gained by acquiring a sense of operant control in a stressful situation and through the classical conditioning that takes place when a certain behavior is heavily associated with attractive reinforcers. But operant conditioning does not do the trick alone, nor does it suffice to explain all aspects of learning when we teach, train or learn…

We wonder if this tendency to view all learning from an operant perspective springs from on the one hand a purely Skinnerian approach to learning and on the other what can be conceived as a limited interest in the motivational and emotional aspects of behavior.

16 feb 2012

Vinterens højdepunkt

by Karen Strandbygaard Ulrich | posted in: Karen Strandbygaard Ulrich | 3.879

Vinteren er ikke den mest aktive årstid i mit eget hundeliv. Det kolde og mørke vintervejr indbyder ikke til udendørs træning, så det bliver mest til nogle lange ture i skoven og på stranden og noget indendørs træning. Heldigvis byder vinteren på helt andre former for hundeaktivitet, som netop har sit peak om vinteren – kørsel med slædehunde J. I modsætning til mine korthårede hunde, så trives slædehundene bedst i koldt vejr og igen i år har jeg og Karen Frost været på udflugt til Als, hvor vi havde en ’date’ med en flok skønne slædehunde og nogle gode venner.

Trods flere uger med arktiske temperaturer og en del sne, kom tøvejret lige før vores udflugt og desværre var en del af sneen smeltet igen. Det betød kørsel med vogn i stedet for slæde – men det er heller ikke så tosset!! Landskabet var stadig vinterligt og vi fik nogle skønne ture med hundene. Slædekørsel (eller vognkørsel) er altid en fantastisk oplevelse og der er aldrig to ture, der er ens. Denne gang kørte vi af nogle små veje, gennem skoven og ned til vandet, hvor sundet var frosset til is næsten så langt øjet rakte.

Vi ankom mandag tidligt på eftermiddagen og efter en omgang frokost var vi bare så klar til at komme ud med hundene J. De blev behørigt ’klædt på’ med seler og ’futter’, der beskytter poterne mod saltet på vejene. Hundene blev spændt for og så skulle vi af sted. Vi fik efter tur alle en tur på vognen med hundene, mens resten af selskabet fulgte efter i følgebil. Humøret var højt, mens vi fløj derudaf og nød hundene, det gode selskab og landskabet.

På andendagen fik vi mulighed for at køre selv, hvis vi havde mod på det. Karen Frost var frisk på selv at køre med vognen med to hunde foran. Efter lidt øvelse i at styre og bremse vognen uden hunde og grundige instrukser, blev Karen sluppet løs og klarede turen i bedste proffe musherstil.

Da jeg havde tyvstartet lidt med et decemberbesøg, hvor jeg kørte kickbike trukket af en hund, valgte jeg også at køre kickbike denne gang. En kickbike ligner en krydsning mellem en mountainbike og et løbehjul. Forhjul og forgaffel ligner en cykel og resten et løbehjul. Man står på et ben og sætter af med det andet, hvis hunden har brug for hjælp, når det går op ad bakke. Så spænder man en eller flere hunde foran og så går det bare derudaf. Det er en fantastisk følelse at suse af sted. Man skal koncentrere sig om at følge vejen (og køre udenom hullerne i vejen i skoven) og især i svingene skal man undgå, at hunden skærer hjørner, så man selv ender i rabatten. For resten skal man bare nyde det. Hold da op for en følelse – det er til at blive helt afhængig af!!

Ud over de herlige ture med hundene er der også tid til en masse hyggeligt samvær, hvor der bliver snakket hund til ud på de små timer. Sådan en tur er ren balsam for sjælen og en herlig lille pause fra hverdagens opgaver og rutiner. Jeg glæder mig allerede til næste år J.

23 nov 2011

Bevidst nærvær

by Karen Strandbygaard Ulrich | posted in: Karen Strandbygaard Ulrich | 3.602

En mørk november aften indbyder til refleksion. Vi lever i en fortravlet tid og jeg spekulerer ind imellem på, om vi glemmer at være til stedet i nuet og glæde os over det, vi oplever her og nu – eller bare oplever det med en vis grad af bevidsthed. Jeg var til et foredrag for nylig om mindfulness og det handler netop om bevidst nærvær – om at styrke sin evne til at være fuldt opmærksom og nærværende lige nu – i dette øjeblik.

Når jeg betragter mine hunde – i alle deres aktiviteter i løbet af en dag – så slår det mig, at de netop er til stede i nuet. De reagerer på de sanseindtryk, de får fra deres omgivelser – om det er den spændende duft fra en ræveveksel i skoven, maden der bliver tilberedt i køkkenet om aftenen, lyden af nabohunden der gør eller at jeg kommer hjem, når de har været alene hjemme. Deres sanser er åbne og opmærksomme på det, der sker lige i øjeblikket. De tager det ind, oplever det og reagerer på det.

Det præfrontale cortex (den bevidst tænkende del af hjernen) er langt større hos mennesker, end det er hos hunde. Derfor er vores hunde slet ikke i stand til den samme form for abstrakt tænkning, som vi mennesker er. De bekymrer sig ikke om fortid og fremtid, om hvad der kunne have været og hvad der måske kommer. De kan have en forventningsglæde – men kun om noget, der er umiddelbart forestående. De glæder sig ikke til juleaften. Så langt rækker deres tidshorisont slet ikke.

Den engelske digter T.S. Eliot skriver i sit pragtfulde digt Four Quartets om, hvordan tiden er cyklisk og alting er forbundet i ét punkt, som er nuet. ”Time past and time future/ What might have been and what has been/Point to one end, which is always present”.

Når vi lader os opsluge af tanker om fortiden og fremtiden, om alt det vi har gjort eller burde have gjort og alt det vi skal eller bør gøre, så skulle vi måske i virkeligheden stoppe op et øjeblik, sætte tempoet ned, se på vores dejlige firbenede venner og gøre, som de gør; være nærværende i nuet. Lad os sætte vores avancerede præfrontale cortex på standby et øjeblik, trække vejret, åbne sanserne og vende fokus mod det, der sker lige her og nu.

Klap din hund og nyd det, mærk vinden i håret eller regnen mod huden, når du går tur med den, eller nærheden mellem hund og menneske, når træningen fungerer eller frustrationen, når det ikke går som forventet. Mærk nuet. Det kommer aldrig tilbage J.

28 okt 2011

Hvad er det, der driver værket?

by Karen Strandbygaard Ulrich | posted in: Karen Strandbygaard Ulrich | 4.641

Rigtig mange mennesker i Danmark har hund. De fleste holder hund som familiehund og har ikke større forventninger til hunden, end at den er en hyggelig og funktionel del af familien. Nogen af os har ikke bare hund, vi har hund som hobby og vi har konkurrencesport med hund som en stor interesse, der fylder meget i vores liv. Vi synes, at det er spændende at træne hund og at deltage i konkurrencer i forskellige discipliner.

Konkurrencer handler jo grundlæggende om at dyste med andre om at være bedst i en given disciplin. Nok er mottoet for de olympiske lege, at det ikke handler om at vinde, men om at yde sit bedste og være med, men de fleste, der deltager i konkurrencer, vil nok indrømme, at de godt kan lide at vinde. Mennesker dyster på mange områder og i de fleste involverer konkurrencen kun en indsats fra personen selv. Til forskel for dette, er der en anden part involveret i hundesport – en som ikke selv har valgt at være med, nemlig hunden. Det betyder ikke, at vores hunde ikke i langt de fleste tilfælde kan have/har stor glæde af træning – også konkurrenceorienteret træning. Men, selvom vi på mange fronter har bevæget os op til flere kvantespring fremad i de seneste årtier, også i forhold til viden om effektive belønningsbaserede træningsformer, så må man ind imellem alligevel spørge sig selv, hvad det er, der driver værket for nogle mennesker, der dyrker konkurrencesport med deres hunde.

Når man deltager i konkurrencer og træner frem mod et mål, vælger man nogle strategier for at forsøge at nå sine mål. De strategier påvirker både en selv og ikke mindst ens træningspartner, hunden. For ikke så længe siden verserede der nogle videoklip på facebook af hundetræning, der viste nogle ualmindeligt brutale træningsmetoder. Den slags udløser heldigvis generelt en storm af afsky og kritiske røster. Men selvom en valgt træningsstrategi sjældent er så ekstrem som det nævnte eksempel, kan man godt ind imellem få den tanke, at målet for nogle konkurrenceudøvere faktisk helliger midlet. Sagt med andre ord – at man mener, at det er i orden at bruge strafbaserede træningsmetoder for at realisere sine egne ambitioner om succes ved konkurrencer. Måske skulle vi ind imellem stoppe op og overveje, om vi yder vores firbenede træningskammerater retfærdighed, når vi vælger træningsmetoder. Vi træner til konkurrencer for vores egen skyld og skylder vores hunde, at både træning og konkurrencer også er en god oplevelse for dem.

Både træning og deltagelse i konkurrencer skulle gerne være en fælles glæde for både hund og menneske. Er det smukkeste mål egentlig ikke efter en trænings- eller konkurrencedag at kunne sige, at man har haft en god dag og det har hunden også?

God træning J.

« 1 2 3 4 5 6 7 »