Følelser i og omkring lydighedsringen

posted in: Louisa Wibroe | 4.739

Hvornår er man tilfreds med sin lydighedsprøve? Hvornår er man jublende glad? Hvornår har man den der fantastiske boblende følelse i maven, som er helt ubeskrivelig? Kommer den kun når alt hvad man laver i ringen går op i en højere enhed? Eller kan den også komme, når det går mindre godt? Har ens egen følelse og dommerens point noget med hinanden at gøre? Hmm…

For et par uger siden var Lukka og jeg til LP-prøver både lørdag og søndag. Der var rekord mange ekvipager i eliteklassen bl.a. flere udenlandske hunde. Det var stegende hedt, og begge dage trak jeg et meget sent nummer, så jeg var faktisk (er jeg ked af at måtte indrømme) en lille smule negativt indstillet, allerede inden jeg gik i ringen. Lørdag følte jeg, at jeg måtte slæbe Lukka rundt i ringen. Hun lavede alle sine øvelser fint men uden nogen energi, og jeg havde bestemt ikke nogen wauw følelse i maven, mens jeg var i ringen. Men dommeren gav hende super gode point, og vi endte på en flot 3. plads.

Søndag havde Lukka meget bedre energi og gik et super godt program. Dér havde jeg den der ubeskrivelige skønne følelse af at være ét med hunden. Men ved næstsidste øvelse (næseprøven) fik hun en mindre hjerneblødning og slog overhovedet ikke næsen til! Hun løb bare ud og plukkede en tilfældig (læs forkert) pind op, og kom helt glad ind med den til mig. Super ærgeligt men det kunne slet ikke slå mig ud. Jeg havde den skønneste følelse både under og efter prøven. Vi endte godt nok nede på en 6. plads p.g.a. vores nul i næseprøven, men det ødelagde på ingen måde min dag.

I sidste weekend var vi til DM. Lukka og jeg skulle på som nr. 2, hvilket passede mig rigtig fint. Jeg havde en super god følelse inden vi gik i ringen og Lukka gik også et (synes jeg selv) rigtig godt program, frem til midt i næstsidste øvelse (igen næseprøven). Der gik hun pludselig helt i stå! Flot udløb, flot søg men så travede hun tilbage, rullede søgepinden i munden ca halvandenhundrede gange (!) og gik laaaangsomt på plads. Jeg aner ikke hvad der stak hende. Nå ja, men videre til sidste øvelse (fjernkontrol), som hun er meget stabil i. Men midt i øvelsen indtog Lukka pludselig en position helt på eget initiativ. Jeg havde ikke givet hende noget signal, og det var desværre ikke engang den position, der kom som den næste i rækken. Øv øv… kedelig måde at ende et ellers fint program på. Jeg var lidt mellemfornøjet over vores prøve og kunne ikke rigtig ryste følelsen af mig. Bagefter kom der mange dygtige hunde, og der blev vist rigtig meget flot lydighed resten af dagen.
Mange timer senere da vi blev kaldt op til præmieoverrækkelsen viste det sig, at Lukka og jeg faktisk blev nr 2! Jeg blev selvfølgelig mega glad men var mildt sagt noget overrasket. Det hjalp da en del på humøret, må jeg nok indrømme, men jeg fik ikke lige pludselig den der skønne følelse i maven, som jeg havde haft et par uger inden.

Og hvad kan jeg så konkludere af vores sidste tre prøver? Den første prøve (3. plads) synes jeg ikke specielt godt om. Den anden prøve (6. plads) var jeg vild med. Den tredje prøve (2. plads) har jeg lidt blandede følelser omkring. Så umiddelbart hænger mine følelser ved en prøve og dommerens point ikke rigtig sammen. Selvom jeg må indrømme at en god placering efterfølgende hjælper en del på humøret. Under alle omstændigheder havde jeg absolut den bedste oplevelse i den prøve, hvor vi blev dårligst placeret. Det var i den prøve jeg følte, at vores samarbejde var i top og det er dén følelse jeg gerne vil holde fast i og have med mig næste gang jeg går til prøve. Uanset resultatet.

VM med tårer

posted in: Louisa Wibroe | 5.267

Vores første VM blev et VM med tårer og desværre ikke kun glædestårer. Optakten til VM har langt fra været optimal. Lukka har haltet on and off i en længere periode. Jeg har konsulteret to forskellige dyrlæger, fået taget røntgen og blodprøver og været til adskillige behandlinger hos to forskellige kiropraktorer uden at blive meget klogere. Så længe hun blev holdt i ro, var der ingen problemer, men straks hun gav den max gas var den gal igen. Så jeg har holdt hende meget i ro. Ikke trænet særlig meget, slet ikke løbeøvelserne, og holdt hende i snor eller under skærpet opsyn på vores skovture. Men to uger inden vi skulle af sted var jeg uopmærksom et øjeblik og Lukka tog den vildeste spurt igennem skoven. Hun kom tilbage få sekunder efter på tre ben! Dér kneb jeg den første tåre. Øv øv… der røg dét VM. Af sted til kiropraktoren igen. Han vurderede, at der var 50% chance for, at hun nåede at blive helt okay og ordinerede mere ro.

To dage inden vi skulle af sted fik jeg ENDELIG ok fra kiropraktoren. Lukka var rengående og helt perfekt. Godt nok var det lidt utrygt at tage af sted uden nogen synderlig træning men hovedsagen var, at hun var fit for fight.
Turen til Østrig forløb helt uden problemer. Vi, Christina, Pia og jeg, kørte MEGET tidligt onsdag morgen og var fremme onsdag aften, hvor vi mødtes med resten af holdet.
Torsdag morgen var der træning (på et afsindig glat gulvtæppe) og om eftermiddagen skulle vi se ”white dog”.  Men da vi kom tilbage til hallen havde den hvide hund allerede gået programmet, en time tidligere end planlagt!!! SÅ tog den store mand (= vores holdleder Erling Olsen) affære og så kom den hvide hund på igen. Tak Erling.
Fredag begyndte konkurrencerne. Hold op hvor var dommerne… hmm… underlige er måske ordet, i deres bedømmelser. De var ikke kun strenge men også ofte helt uforståelige i deres bedømmelser. Vi fandt ALDRIG nogen rød tråd i de point de gav. Det er frustrerende ikke at have nogen idé om, hvad det er de trækker for. Lige som det også er frustrerende at se ekvipager, der ikke bliver trukket for f.eks. ekstrakommandoer. Det var lydighed på allerhøjeste niveau. Super flotte øvelser der blev belønnet med 7 og 8 – hvis de var heldige! Jeg synes alle danskerne viste flot, flot lydighed. De fleste af os havde bare lige lidt uheld med ind på banen og lavede et eller andet vi ikke plejer at gøre. Og VM er ikke stedet, hvor der er plads til fejl. Christina skulle op som nr. 21 fredag. Da vi stod sammen og ventede på det blev hendes tur var jeg stjerne nervøs, og jeg forestillede mig at det kun ville blive værre dagen efter, når jeg selv skulle i ringen. Det blev det heldigvis ikke.
Lørdag eftermiddag skulle Lukka og jeg på som sjette sidste hund. Om morgenen havde hun lavet to fine fællesøvelser til hhv 10/9 og 10/8,5. Første øvelse i programmet var indkald. Jeg synes selv det var rigtig fint, specielt når man tænker på det glatte gulvtæppe. Vi fik 8,5 og 7! Halvanden points forskel. Hvad mon den ene dommer så, som den anden ikke gjorde? Dernæst fremsending, som var nær perfekt. 8,5 og 9. Apporten var også super fin indtil Lukka liiiige måtte tygge lidt i den. Grrr… det har hun bare aldrig gjort før. 7,5 og 7. Så kom fri ved fod og der kunne jeg godt mærke den manglende træning. Hun var ikke helt så skarp, som jeg ved hun kan være. 6,5 og 8. Igen halvandet points forskel. Hmm… gad vide hvad den ene dommer godt kan lide og den anden ikke kan??? Skidt pyt. Jeg havde den fedeste følelse i den ring. Jeg var ikke synderlig nervøs og jeg synes vi havde en fest, Lukka og jeg.
Nå, videre ind i ring 2. Her var der en enorm prøveleder. Han var det sødeste menneske men stor som et hus. Første øvelse var næseprøven. Lukka var lidt længe om at sætte sig på plads, da øvelsen skulle i gang. Om det var den meget store mand der gjorde hende utryg, finder jeg aldrig ud af men faktum er, at hun var MEGET usikker i sit søg og gik over den rigtige pind så mange gange, inden hun til sidst kom tilbage med den, at det gav nul! Rigtig rigtig super ærgerligt. Det er slet ikke en øvelse hun ellers har problemer i, så det kom noget bag på mig. Næste øvelse var springet og det frygtede jeg på forhånd. Siden Lukka slog sig på et spring sidste sommer, har hun været meget usikker, når hun har set et spring, der afviger lidt i udseende. Det her var stribet! Og desværre trillede metalapporten ALT for langt væk, så på tilbagevejen tabte hun apporten og tøvede, da hun skulle springe tilbage. Den ene dommer gav 5, og den anden gav nul. Øv øv… men humøret fejlede ikke noget og straks efter lavede Lukka det smukkeste stillingsskift. 9,5 og 8. Sidste øvelse var lynet, som også gik rigtig fint. 7,5 og 8.
Glad og lettet. Ærgerlig og irriteret. Følelserne var meget blandede, lige da jeg forlod ringen. Jeg ved, at vores forberedelser har været mega dårlige. Jeg ved, at Lukka slet slet ikke var dér, hvor jeg gerne ville have hende rent træningsmæssigt, men jeg ved også, at hun er en top fornuftig lille hund, der har al sin grundtræning i orden og kan sine øvelser. I minutterne efter prøven, tænkte jeg, at det her gider jeg bare ikke igen, men allerede dagen efter var jeg klar til at gå i ringen igen (hvis jeg altså havde fået chancen). Det var selvfølgelig super ærgerligt med det søg og med springet, men jeg er pave stolt af mit lille hundedyr, der kan deltage og gøre en god figur ved et verdensmesterskab UDEN egentlig at have trænet særlig meget op til. Og jeg glæder mig vildt til og håber virkelig på, at vi på et tidspunkt får chancen for igen at deltage i et VM, hvor vi HAR trænet seriøst op til.
Søndag var der finale og alle mødte op spændte og i godt humør. Men så fik vi den sørgeligste besked. En af de norske hunde, Monicas Extra, var blevet skrækslagen for nogle raketter og var stukket af lørdag aften. Den blev fundet søndag morgen i en vejkant. Død. Det var helt ubærligt. Stakkels stakkels Monica og hendes søde søde Extra. Hele holdet var ganske knust. Ja det var alle deltagerne ved dette års VM, tror jeg. Flere gange i løbet af dagen trillede tårerne på mange af os. Og der var ikke et øje tørt senere under præmieoverrækkelsen, da Christa, på det finske hold vegne, overrakte Monica en buket blomster.
Men finalen gik i gang og dommerne fortsatte med at give nogle helt umulige point. På et tidspunkt blev det simpelthen publikum for meget, så de buh’ede højlydt. Og det hjalp lidt på pointene. Men hvor er det ærgerligt, at bedømmelserne skal være så strenge og ulig og at farven på tøjet skal have betydning for tallet på dommerens pointtavle. Guld og sølv gik til Finland til hhv. Christa med Kaos og Jessica med Mac, der med kun ét points forskel begge leverede to super flotte programmer, både i den indledende runde og i finalen. Bronze gik til samme russer, der også vandt bronze sidste år. Stort tillykke herfra.
Mandag stod vi – igen – MEGET tidligt op og satte snuderne mod DK. Hjemturen forløb helt uden problemer og mandag aften var vi alle hjemme igen, godt brugte men meget glade.
Alt i alt en fantastisk tur. MEGET MEGET lange dage og MEGET korte nætter. Men stemningen på holdet har været helt ubeskrivelig god. Vi har grinet så tårerne (glædes tårerne) trillede ned ad vores kinder. Vi har snakket og diskuteret. Spist gode middage. Travet frem og tilbage mellem hal og hotel og udnyttet søde Williams (Birgittes mand) limo-service på det groveste. Erling har været en super holdleder godt hjulpet af Annette. Tusind, tusind tak Christina, Birgitte, Pia, Jennifer, Helle og Miriam for at gøre vores første VM til den bedste oplevelse – også selvom resultaterne udeblev denne gang…

Vores første Nordiske Mesterskab

posted in: Louisa Wibroe | 4.847
For halvanden måned siden nåede jeg det første af mine tre store mål i mit hundeliv. Jeg blev udtaget til landsholdet i lydighed. Og allerede her i weekenden nåede jeg det andet mål. Jeg fik medalje ved Nordisk Mesterskab. Her kommer en lille beretning derfra.
Jeg er ikke nogen træningsnarkoman. Jeg træner ikke min hund hver eneste dag, og jeg træner sjældent alle øvelserne i ét træningspas. Så straks efter udtagelsen lavede jeg et skema over, hvilke øvelser der var vores svageste, og hvad jeg skulle koncentrere mig mest om, i min træning. Min plan var, at træne detaljer og præcision de første uger og derefter kun fart, glæde og succes i ugerne op til NM. Lukka er ultra sensitiv og perfektionistisk (hvis man kan sige det om en hund!). Jeg kan ikke komme med det mindste lille bitte suk eller bare overveje at blive irriteret på hende, så pakker hun sammen. Jeg kan heller ikke gentage en øvelse mere end to-tre gange, for så tror hun, det er fordi hun ikke gør det godt nok, og så bliver hun ”ked af det”. Så træningen skulle (som altid) være en stor fest.
Nybagt mor med “hvalp”!
En uge inden NM var jeg i hopla. Træning gik forrygende og jeg havde en rigtig god mavefornemmelse. Lige indtil tirsdag morgen, hvor jeg vågnede ved at Lukka gik rundt og småpeb med en blå plastikapport i munden, som hun var overbevist om var hendes ”hvalp”. Rigtig dårlig timing ”at føde” fire dage inden NM! Christina og jeg holdt krisemøde og “hundehvalpen”blev på fleres opfordringer smidt ud! Heldigvis var det kun indendørs at hun var helt hys. Straks vi gik ud for at gå tur eller træne var Lukka sig selv igen. Men mine høje forventninger til mesterskabet blev der lagt en voldsom dæmper på.
Så blev det fredag og Christina og jeg kørte til Herning Messecenter, hvor vi alle skulle mødes. Hvert land fik tildelt en halv time til at træne i ringen, så hundene kunne få en fornemmelse af gulvtæppet. Og hvilket tæppe! Det var spejlglat! Hundene skøjtede rundt og kunne slet ikke stå fast. Så de forventninger jeg havde tilbage forsvandt helt efter den oplevelse. Nå, men tæppet kunne jeg ikke gøre noget ved og det var jo ens for alle. Derefter var der lodtrækning om startrækkefølgen. Jeg fik nr. 14, hvilket var lige midt i feltet. Helt perfekt.
Lørdag morgen var der indmarch og derefter gik konkurrencen i gang. Først skulle alle hundene lave fællesdæk i mindre grupper. Lukkas dækøvelse gik helt perfekt, vi fik 10 af alle dommerne. Til NM er der fire dommere – én fra hvert nordisk land. Højeste og laveste point falder bort, og så tager man et gennemsnit af de to karakterer,  der er tilbage. Meget fair måde at uddele point på. Resten af øvelserne for lørdagens program var lynet, fremsending, springapport og stillingsskift. Efterhånden som hundene kom i ringen så vi, at de var helt utrolig dygtige til at afpasse farten i forhold til det meget glatte tæppe. Selvfølgelig var der nogle der gled lidt, men generelt så det meget fornuftigt ud.
Så blev det vores tur. Jeg var ikke voldsomt nervøs. Jeg havde en rigtig god spændt fornemmelse i maven. Lynet er måske Lukkas allerbedste øvelse, så den var perfekt at begynde med og det gik også rigtig godt. Vi fik 9. (Der dømmes altid lidt hårdere end normalt ved sådanne mesterskaber. Ud over i fællesøvelserne kom der kun to 10-taller op i hele konkurrencen. Lidt underligt at Nordens bedste hunde ikke kan lave en eneste øvelse til toppoint!)
Næste øvelse var fremsendingen. Den gik også super godt og vi fik 8,5. Så kom springapporten som jeg har trænet rigtig rigtig meget siden i sommer, hvor Lukka slog sig på et spring og efterfølgende har været meget ked af den øvelse. Men hun sprang perfekt og havde et helt rent optag. Endnu et nital. Jeg var ved at boble over af glæde. Jeg synes min lille hund var så dygtig og koncentreret og glad. Den sidste øvelse var stillingsskift. Også det gjorde hun rigtig pænt, vi fik 8,75 point. Så var det slut og det var bare gået over al forventning. Lukka og jeg styrtede ud af hallen og ud på græsset og holdt vores egen lille fest. Hold op hvor var jeg jublende glad. Det var en helt fantastisk debut. Jeg var så ubeskrivelig stolt af min lille stjerne hund.
Da alle havde været i ringen fortalte vores holdleder, at jeg lå nr. 4, kun et halvt point efter de to der delte 2. pladsen og tre point efter hende der førte. Wau… hvor var det vildt! Senere blev der trukket lod om startrækkefølgen til om søndagen. Der fik jeg nr. 27, dvs. jeg skulle op som den næstsidste hund. Ikke just hvad jeg havde håbet på!
Super opmærksom og glad Lukka i fri ved fod.
Søndagens øvelser var: Fri ved fod, indkald, apport og næsesøg. Og allersidst skulle alle hundene slutte af med fællessit i mindre grupper. Søndag formiddag sneglede sig af sted. Jeg sad og så alle de andres programmer men havde svært ved rigtig at slappe af. Nervøsiteten kom og gik som i bølger. Endelig blev det vores tur. I minutterne før jeg skulle ind i ringen, var jeg meget koncentreret og fokuseret og følte adrenalinen suse igennem kroppen. Men i samme sekund jeg trådte ind på det røde tæppe i ringen, begyndte mine ben at ryste helt ukontrolleret. Jeg regnede med, at det nok ville gå over i løbet af den første øvelse, men der regnede jeg virkelig forkert! Til trods for mine skælvende ben og en del forkerte fodstillinger fra min side, gik Lukka en rigtig fin fri ved fod og fik 8. Hun var 100% opmærksom, glad og på hele øvelsen igennem. Da så prøvelederen sagde ”Ja tak!” lød der et mega brøl fra tilskuerne. Hvor var det fantastisk. Tænk at så få mennesker kan lave så meget ”larm”. Det gav både mig selv, men helt sikkert også Lukka, et kæmpe kick. Næste øvelse var indkald og derefter kom apporten. Det er to øvelser, jeg har haft meget fokus på i træningen, da de ikke just er Lukkas stærkeste. Og min træning havde båret frugt. Lukka lavede dem – i mine øjne – helt perfekt og fik hhv. 8,25 og 8,5 point. Igen var publikums begejstring helt overvældende, og det betød ubeskriveligt meget for mig. Jeg stod der inde på banen med min lille hund og mine rystende ben og følte, hvordan alle var med mig (det var ”alle” nok ikke ligefrem, men sådan føltes det altså). Den sidste øvelse var næsesøg. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at Lukka nok skulle finde den rigtige pind, men som jeg stod der med ryggen til og ventede på pindene blev lagt ud, spekulerede jeg på, hvilken effekt det mon havde på Lukka, at mine ben stadig rystede voldsomt. Men min lille seje hund lod sig ikke slå ud. Hun løb ud og fandt straks den rigtige. Dog havde hun lige skubbet lidt til den første pind og så kastede hun den rigtige på plads i munden et par gange, så det blev der trukket hårdt for. Vi fik 7,5.
Hvor var det vildt! Vores første Nordiske Mesterskab og Lukka havde gået hele programmet SÅ fint og stabilt. Vi fløj ud af hallen og festede og legede og var begge helt oppe i skyerne. Hvor var jeg bare stolt af min hund. Lidt efter fik jeg af vide, at vi stadig lå nr. 4 men kun med et kvart point op til den fælles 2. plads (Helena og Jubii fra DK og Jessica og Mac fra Finland). Og vi manglede stadig fællessit. Uhh… der var spænding til det sidste. Der var flere point op til det førende finske par. De klarede også deres fællessit helt perfekt, så de var meget værdige guldvindere.
Jubel umiddelbart efter fællessit!
I den næstsidste gruppe sad Jubii. Hun sad desværre lidt uroligt med hovedet og det trak dommerne hårdt for. Lukka skulle sidde i den allersidste gruppe sammen med Mac. Hvis de begge sad helt stille, ville vi blive hhv. nr. 3 og 2. Jeg var faktisk ikke synderlig nervøs. Jeg følte allerede, at jeg havde vundet min helt egen sejr. Vi satte hundene af, og gik ud bag tæppet. Jeg stod helt stille og talte sekunderne. Så blev vi kaldt ind igen og jeg så, at Lukka sad lige så fint, som da jeg havde forladt hende. Jubiii!!! Nu blev det spændende at se pointene. Mac fik 2×9 og 2×9,5. Spændingen var pludselig ulidelig. Lukka fik 3×10 og 1×9,5 og publikum jublede vildt! I det øjeblik vidste jeg, at vi havde vundet sølv! Det var fantastisk! Det var helt uvirkeligt! Min lille sensitive hund, der lige var blevet tre år og kun havde været i eliteklassen et halvt år. At hun kunne gøre sig gældende blandt Nordens allerbedste hunde overgik fuldstændig min forstand. Vi løb endnu engang ud af hallen, ud på græsset og hoppede og dansede, sang og jublede, og havde den største fest.
Det er uden sammenligning, den største oplevelse jeg har haft i mit hundeliv. Jeg er så stolt af Lukka og så taknemmelig over, at jeg har fået lov til at vise, hvor langt man kan nå med 100% positiv træning og en rigtig god grundtræning. Ved altid at være glad uanset hvad hunden gør. Jeg har ALDRIG sagt nej til Lukka. Jeg har aldrig fysisk korrigeret hende eller lagt noget pres på hende. Og jeg har altid været meget opmærksom på, hvornår hun var klar til hvad. Har aldrig forceret noget eller taget den korteste vej men stille og roligt trænet frem mod målet i hendes tempo. Resultatet er at Lukka stoler 100% på mig, og i en top stresset situation (med en lettere uligevægtig fører) er hun stadig tryg, og arbejder det bedste hun har lært :-).
Til sidst vil jeg gerne sige tak til mine søde søde holdkammerater og vores holdleder Mads for en super hyggelig weekend. Tak til Erling & alle hjælperne – uden al deres frivillige hjælp var der intet NM. Tak til Palle som var en forrygende prøveleder og til Wagn (og de andre dommere) for gode og fair bedømmelser. Tak til publikum, som betyder mere end de selv aner. Og en helt speciel stor tak til Christina, som har en kæmpe andel i vores sølvmedalje…

En fantastisk weekend

posted in: Louisa Wibroe | 4.558

Weekenden 29.-30. maj er én jeg vil huske rigtig længe…

For fem-seks uger siden skulle Lukka og jeg til vores første LP 3 prøve. Jeg havde trænet rigtig meget op til prøven og havde virkelig glædet mig til at prøve hende af til en konkurrence. Aftenen inden konkurrencen stod hun pludselig på tre ben og nægtede at træde ned på det fjerde!!! Næste morgen var det ikke meget bedre så jeg kunne naturligvis ikke stille op. Øv øv… Møg ærgeligt! Nå men afsted til dyrlægen og få Lukka røntgenfotograferet. Der var heldigvis ingen brud på nogle af hendes tæer men en stor øm hævelse. Dyrlægen beordrede total ro. Endnu mere øv, for den kommende weekend skulle DKK afholde årets første int. prøver.

Dagen inden DKK stævnet gik Lukka faktisk fint, og selvom det på ingen måde var optimalt at stille op med en ung urutineret hund, der ikke har trænet den sidste uge, tog jeg alligevel chancen. Med det samme kunne jeg mærke at hun ikke var helt sig selv. Og da jeg sendte hende ud efter apporten, ramte hendes ømme tå keglen, så hun kom springende tilbage på tre ben (med apporten naturligvis ;-)), hvorefter jeg straks afbrød prøven.

Derefter blev Lukka holdt i ro i flere uger – nu skulle den tå bare være 100% i orden. Ingen træning, ingen løbeture, ikke nemt med en super aktiv border… Så begyndte jeg at træne en lille bitte smule og kun de stille øvelser. Tåen holdt :-)

Her i weekenden kunne vi så endelig komme til at debutere i klasse 3. Træningen havde på ingen måde været optimal men mine træningskammerater, og ikke mindst Christina, overbeviste mig om at Lukka var klar til at gå op. Lørdag lavede hun et rigtig pænt program. Der var ikke fuld turbo på og små skønhedsfejl her og der men alt i alt et pænt program. Og til min store overraskelse gik hun hen og vandt klassen med 270,5 p ud af 280 mulige!

 

Søndag tænkte jeg, at hun nok ville være træt og knap så meget på. Men næ nej. Søndag gik hun endnu bedre end om lørdagen og vandt igen klassen denne gang med 272,5 p. Viiiildt!!! Det havde jeg ikke i min vildeste fantasi troet kunne lade sig gøre. Lukkas LP3 prøve

Og som om det ikke var nok. Begge dage havde jeg meldt Thekla til rally ekspertklassen. Lørdag vandt hun klassen med 96 p ud af 100 mulige og søndag blev hun nr. 2 med 97 p og fik dermed sin sidste pind og titlen Dansk Rally Champion. Jo, det var en weekend jeg sent glemmer… :-)

1 2 3 4 5