Træningsweekend i Italien

posted in: Louisa Wibroe | 0

For lidt over et år siden tog jeg til Italien og hentede en hundehvalp. Ikke en hvilken som helst hundehvalp. Kombinationen var nøje planlagt allerede et år forinden, og i mellemtiden var faren blevet verdensmester og moren nr. tre ved samme verdensmesterskab. Så fundamentet for en super træningsminded hund er der bestemt. Men hunden kommer jo ikke med en indbygget forprogrammeret chip, så der ligger mange års sjovt og spændende arbejde foran os.

Kuldet er lavet i tæt samarbejde med den finske kennel Tending, der igennem årene har lavet mange af verdens allerbedste lydighedshunde. Kennel Tending har en fantastisk teamspirit, og har man en Tending-hund, er man en del af ”familien”. Blandt andet gør de meget ud af at mødes og træne sammen. Vores kuld skulle mødes i Italien, hvor moren og den ene søster bor. Desværre kunne de tre hanhunde fra kuldet ikke deltage, men den anden søster fra Finland og faren fra Tyskland kom også. Derudover var Pekka og Riitta, ”hr. og fru Tending”, også taget til Italien.

Det blev en fantastisk tur. Zoe tog flyveturen i stiv pote og havde heller ingen problemer med at dele bagagerummet i den lejede bil og hotelværelset med hendes søster Rim fra Finland.

 

rejsen

 

Dagene gik hovedsaglig med lydighed. Det var utrolig spændende at se og høre, hvad og hvordan de andre træner. Det blev meget tydeligt for mig, at vi her i Norden træner meget mere detaljeret og kontrolleret, end de gør længere syd på. Både Silvia (ejeren af Zoes mor og den ene søster) og Sandra (ejeren af Zoes far) træner meget mere ”fest og farver”, end Maarit (ejeren af Zoes anden søster) og jeg selv gør. Og det er ikke, fordi vi er karrige med vores belønninger. Jeg belønner rigtig meget i min træning, både med leg og godbidder, men det virkede pludselig ikke af så meget i forhold til de to andre! Legesager og godbidder fløj rundt om ørerne på hundene, der virkelig havde en fest og lagde afsindig meget energi i alt, hvad de foretog sig.

 

Silvia-og-sandra

 

En anden ting, der blev meget tydelig for mig, var forskellen på, hvor meget hundene kunne. Jeg synes ikke selv, jeg er gået særlig hurtig frem i min træning med Zoe. Jeg sørger for at have min grundtræning i orden og bygger ganske langsomt hunden op, efterhånden som den modnes. Jeg synes på ingen måde, jeg presser Zoe i min træning. Hun er super hurtig både fysisk og mentalt, og vi træner alting i bittesmå bidder. Det samme er tilfældet for Maarit og Rim fra Finland. Alligevel synes både Sandra og Silvia, at vores ”hundehvalpe” kunne alt for meget i forhold til, at de kun er lidt over et år. At de var alt for meget under kontrol og ikke fik lov til bare at være fjollede unghunde. Det gav virkelig stof til eftertanke! Specielt fordi jeg faktisk ind i mellem har haft lidt dårlig samvittighed over ikke at træne så meget og ikke at være nået så langt med Zoe, netop fordi jeg synes, hun skal have lov til ”bare” at være hundehvalp. Ret interessant!

Fælles for os alle er, at vi træner meget positivt. Silvia kan dog godt finde på at fortælle hunden, hvis den fejler, for derefter at rette fejlen. Mens Sandra ligesom jeg selv, ignorerer evt. fejl og bare prøver en gang til. Hvis hunden f.eks. ikke kan finde feltet, men løber til en kegle eller lign., bliver den bare kaldt tilbage og sendt af sted igen. Det gør, at hunden bliver ved med at arbejde med lige høj intensitet og aldrig bliver ”ked af det”, men bevarer troen på sig selv. Selv en koncentrationsøvelse som stillingsskift blev til en fest. Ud over de tre almindelige skift (stå, sit og dæk) skulle Freez bakke, twiste både den ene og den anden vej og sidde ”Bamse”, vel at mærke på 15 meters afstand og med masser af power. Skønt at se, at selv en verdensmester arbejder så legende let og sjovt med sin meget trænede hund. Faktisk er det kun op til de helt store mesterskaber, at de træner decideret konkurrencetræning. Resten af tiden er det sjov og ballade. Helt klart noget jeg skal tænke med ind i min træning fremover.

 

Zoe

 

Maarit træner mere i retning af mig selv. Dog nok lidt mere kontrolleret. Hun rystede mange små meget brugbare fif ud af ærmet. Maarit træner med mange af Finlands dygtigste handlere, og da vores hunde jo er søskende og minder rigtig meget om hinanden, er der meget fra hendes træning, jeg kan bruge. Også rigtig mange småting, der egentlig ikke har så meget med selve øvelserne at gøre, men som alligevel er en stor del af hundens uddannelse. Bare en lillebitte ting, som at Zoe ikke afleverer legetøjet i min hånd, efter jeg har kastet det til hende, hvilket faktisk irriterer mig lidt. Hun løber ud efter det, kommer tilbage, leger med det lige foran mig og venter på, at jeg tager fat i det, så vi kan lave en seriøs trækkeleg. Men jeg skal ALTID bøje mig ned efter det – og jeg bliver jo ikke ligefrem yngre!!! Maarit foreslog, at Zoe skulle lave snudetouch på min håndflade med legetøjet i munden, hvorefter jeg så kan tage fat i det og lave trækkeleg. Det virker fantastisk! Og min ryg er meget taknemmelig ;-).

 

zoe-rim

 

”Hr og fru Tending” kom også med nogle interessante input. Pekka lever af at træne servicehunde, har trænet 120 servicehunde og er utrolig dygtig og vidende om hundens mentalitet. For ham er det meget vigtigt, at der er så lidt forskel på træning og konkurrence som overhovedet mulig, så hunden ikke mærker den store forskel på, om man er i eller udenfor konkurrenceringen. Han forklarede i detaljer om de tre belønningsformer, vi har: Legetøj, mad og os selv. Og om vigtigheden af, at hunden kan skifte mellem de tre former efter vores ønske, så det ikke bliver hunden, der bestemmer, at nu vil den altså gerne have sit legetøj, for nu er den ikke lige i humør til ”social reward”. For, som han siger, er det sociale – os selv – det eneste vi kan tage med ind i ringen til en konkurrence. Meget spændende.

Riitta er derimod super dygtig til at se og nørde med ganske små detaljer i hundetræningen og gav mig gode tips til f.eks. at få Zoe til at sidde lige på plads.

Alt i alt en helt utrolig lærerig weekend. Og sindssygt spændende at se den ret store forskel, der alligevel er i vores hundetræning. Fantastisk at der er så mange veje til Rom – so to speak. Jeg kommer hjem med hovedet fuldt af nye idéer og er allerede i fuld gang med at samle trådene og bruge det, der føles bedst for mig og min hund.

Og sikken en luksus at få lov at opleve både mor og far og søskende til træning og i al almindelighed.

 

Family
Dream (søster), Pepper (mor), Freez (far), Rim (søster) og Zoe